Onsdagens coronapressemøde er ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) nummer 26.
På pressemødet lyder det, at de fleste og mest indgribende coronarestriktioner ophører tirsdag.
Derefter vil coronavirus heller ikke længere kategoriseres som en samfundskritisk sygdom.
Nedenfor kan du læse om nogle af de vigtigste begivenheder, siden corona kom til Danmark.
* 27. februar 2020: Den første dansker bliver testet positiv for covid-19.
* 11. marts 2020: Statsminister Mette Frederiksen (S) meddeler på pressemøde, at store dele af Danmark skal lukke i foreløbig to uger.
* 14. marts 2020: Danmark lukker grænserne midlertidigt. Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser til hele verden. Samme dag sker det første coronarelaterede dødsfald.
* 17. marts 2020: På endnu et pressemøde meddeler Mette Frederiksen, at der bliver indført forbud mod forsamlinger på mere end ti personer. Storcentre, frisører og restauranter lukker.
* 18. maj 2020: Barer og restauranter får lov til at åbne igen for færre gæster.
* 22. august 2020: Passagerer og personale i den offentlige transport skal bære mundbind eller visir.
* 19. september 2020: Mundbind skal nu også bæres på restauranter og barer.
* 26. oktober 2020: Forsamlingsforbuddet sænkes fra 50 til 10 personer. Det bliver også et krav at bære mundbind i supermarkeder, butikker og storcentre.
* 7. december 2020: Der afholdes pressemøde i Statsministeriet. Her bebuder Mette Frederiksen en nedlukning over jul og nytår. Blandt andet skal barer og restauranter holde lukket.
* 27. december 2020: De første danskere bliver vaccineret mod covid-19.
* 3. februar 2021: De yngste elever kommer tilbage i skole.
* 7. februar 2021: Der indføres krav om test og isolation ved indrejse til Danmark.
* 1. marts 2021: Butikker og udendørs kulturinstitutioner får lov til at genåbne. Skoleelever kan vende tilbage til fysisk undervisning blandt andet på Bornholm.
* 18. maj 2021: Barer og restauranter får lov til at åbne igen for færre gæster.
* 30. august 2021: Sundhedsstyrelsen oplyser, at personer med særligt nedsat immunforsvar snart vil blive inviteret til tredje stik.
* 10. september 2021: Kategoriseringen af coronavirus som samfundskritisk sygdom ophører.
* 11. november 2021: Coronavirus kategoriseres igen som samfundskritisk sygdom, og coronapas genindføres en række steder i samfundet.
* 28. november 2021: De første to tilfælde af den nye variant omikron bliver bekræftet i Danmark. På kort tid bliver varianten den mest udbredte i Danmark.
* 8. december 2021: På et pressemøde præsenterer Mette Frederiksen en såkaldt forsinkelsespakke med nye restriktioner. De nye restriktioner betyder blandt andet, skoleeleverne skal have undervisning hjemme, og at nattelivet lukkes.
* 11. januar 2022: Danmark runder en million bekræftede tilfælde af coronavirus.
* 16. januar 2022: Biografer og kulturtilbud, der har været lukket siden december, åbner igen.
* 25. januar 2022: 3,5 millioner borgere i Danmark har fået tredje stik.
Kilder: Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Ritzau, Tænketanken Europa.