81-årig virksomhed fra Fyn har gjort æg til en global milliardforretning

Det fynske æggepulverselskab Ovodan Egg Group er markedsledende i flere lande og buldrer i disse år frem i Kina. I år har selskabet, der er ejet af Stadil-konglomeratet Thornico, en børsnotering i kalenderen, som skal fremme væksten yderligere.
Foto: Ovodan/PR
Foto: Ovodan/PR

Hvordan laver man en forretning ud af æg?

Er der nogen, der kender svaret på spørgsmålet, er det den 81 år gamle æggepulverproducent Ovodan Egg Group og selskabets adm. direktør, Henrik Pedersen.

Sidste år kunne han fejre, at han nu i 25 år har arbejdet og siddet i spidsen for den milliardvirksomhed, som Ovodan siden stiftelsen har udviklet sig til at være.

”Hvis man tager den omsætning, jeg er ansvarlig for, rammer vi i Ovodan Egg Group i 2021 en omsætning på cirka halvanden mia. kr. Det svarer til, at vi har processeret cirka to milliarder æg, hvilket kan omregnes til, at en population på 6,5 millioner høns hver dag lægger æg til vores gruppe,” siger direktøren.

Man kan med rette sige, at der er sket en del, siden Ovodan Egg Group blev stiftet i Odense i 1941.

Dengang delte selskabet navn med Sanovo, der producerer maskiner til ægindustrien, og Ovodan Egg Group var ikke i nærheden af at have den markedsposition, som selskabet har i dag.

Siden er der blevet bygget fabrikker i Tyskland, hvor Ovodan i dag er markedsledende, samt i Venezuela og Kina, hvorfra Ovodan forsyner B2B- og B2C-kunder - primært i sundheds-og fødevareindustrien - fordelt på over 60 forskellige lande og i hele verden.

Særlig i Kina, hvor Ovodan Egg Group i dag har tre fabrikker og et hønseri, er selskabet buldret frem.

Markedet står i dag for to tredjedele af gruppens omsætning, og planen er desuden, at Ovodan Egg Group i løbet af 2022 skal børsnoteres på Beijing-børsen Beijing Stock Exchange. Dermed vil man rykke et niveau op i forhold til NEEQ-børsen, hvor Ovodan de sidste fem år har været noteret.

”Og hvorfor så det? Jamen der er fordele og ulemper ved det, men grundlæggende handler det om, at man jo skal være en velfungerende virksomhed for overhovedet at blive godkendt. Det vil også sige, at det er en blåstempling af virksomheden, hvis man kommer på børsen,” siger Henrik Pedersen og fortsætter:

”Det giver mere prestige, og vi kan tiltrække bedre ressourcer, flere interessante personer, der kan arbejde i virksomheden, og samtidig vokse hurtigere og betale med aktier i forbindelse med akkvisitioner. Med andre ord giver det mange muligheder.”

Fra højt til loftet til succes

Spørger man Henrik Pedersen er der mange grunde til, at Ovodan Egg Group er blevet den succes, det er i dag.

Blandt andet har selskabet ifølge ham draget store fordele af at være en del af det Stadil-ejede familiekonglomerat, Thornico.

”Det er godt at være en del af en familieejet virksomhed, for der er måske nok lidt højere til loftet end mange andre steder. Jeg tror også, det er derfor, at vi er så mange i virksomheden, som har en så høj anciennitet,” siger Henrik Pedersen.

Henrik Pedersen fremhæver blandt andet det, at der i gruppen er beslægtede virksomheder som Ovodan Egg Group, Sanovo Technology Group, der producerer maskiner til ægindustrien, og æggebakkekoncernen Hartmann.

Det er ikke fordi, det har karakter af at være et reelt samarbejde mellem virksomhederne, siger han, men eftersom de alle bevæger sig i samme forretningsområde og desuden er søstervirksomheder i samme organisation, sparrer de ofte med hinanden om markedet og udfordringerne herpå.

”Det kan eksempelvis være i form af diskussioner om forskellige ting, der foregår i ægbranchen: Er der noget nyt lovgivningsmæssigt, man skal forholde sig til? Og er der udbrud af forskellige sygdomme, ændret forbrugeradfærd eller corona, som man skal forholde sig til?,” siger han.

Henrik Pedersen har netop kunnet fejre sit 25-års jubilæum i Ovodan Egg Group. | Foto: Ovodan/PR
Henrik Pedersen har netop kunnet fejre sit 25-års jubilæum i Ovodan Egg Group. | Foto: Ovodan/PR

Udfordringer har der da også været rigeligt af i de seneste år.

En ting er det, at Ovodan generelt har svært ved at vokse på mere modne markeder såsom det europæiske og amerikanske, hvor æg i forarbejdet form har været tilgængeligt i årevis.

Her har den procentuelle vækst de senere år ligget i den etcifrede ende af skalaen.

Noget andet er råvaremanglen og priseksplosionen, der den seneste tid har karakteriseret markedet og bestemt ikke har gjort det nemmere, fortæller Henrik Pedersen.

”I de 25 år, jeg har været inden for ægbranchen, har jeg ikke på noget tidspunkt oplevet et prispres så stort og en så stor mangel på råvarer, som det vi ser lige nu. Det er virkelig markant, og det er noget, der gør ondt, fordi det kan mærkes gennem hele værdikæden,” siger han og uddyber:

”Vi har jo også salgskontrakter, der skal honoreres. Og stiger prisen på dine råvarer, eller får du færre af dem i forhold til, hvad du havde kontrakt på, ja, så har du selvfølgelig et problem over for de kunder, hvormed du har en fast pris- og mængdeaftale.”

Gode forudsætninger trods udfordringer

Om nogen er ægindustrien dog godt rustet, mener Henrik Pedersen. Her er man vant til ting, der kommer ind fra højre og forstyrrer forretningen - eksempelvis fugleinfluenza.

”Jeg kender til en masse andre brancher, men der er altså ikke mange andre, der er lige så foranderlige, som ægbranchen er. Derfor tror jeg også, at vi er blevet vant til at håndtere ting og udefrakommende ting, der sker over natten,” siger han.

Derfor er han også positiv, når han spår om branchens fremtid i en stadig mere foranderlig verden - det værende både, hvad angår verdensomspændende sygdomme og udviklingen inden for fødevarebranchen generelt.

Henrik Pedersen ser blandt andet store muligheder i at gøre æg til en naturlig del af processen mod mere klimavenlig og plantebaseret mad, fordi man kan tage det sunde fra ægget og kombinere det med de klimavenlige grøntsager.

”Det er spændende så mange udviklingsmuligheder, der er i æg – eksempelvis udvinding af udvalgte fedtstoffer og proteiner fra både æggehviden og -blommen, der kan tages op i en helt anden skala, end det bliver i dag,” siger Henrik Pedersen og fortsætter:

”Generelt er der bare så mange værdier i et æg, som ikke rigtig er kommet til udtryk og til sin ret endnu. Det er jeg sikker på, at det nok skal komme. Måske ikke lige nu, men inden for de næste 5-10 år vil mene, at vi kan øge værdien i et æg markant.”

Danskere bruger 100 mio. på æggefabrik nummer tre i Kina

Fynsk ostepulverfirma får bøde

Efter flere år med underskud er vejen nu banet for rentabilitet i Stadil-selskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter