Konkurrent kritiserer Ab Inbev for håndtering af Bud Light-sag

”Du skal stå inde for dine værdier og principper,” siger Heineken-topchef Dolf van den Brink om Ab Inbevs samarbejde med transkønnede Dylan Mulvaney.
Foto: Rob Carr/afp/ritzau Scanpix
Foto: Rob Carr/afp/ritzau Scanpix

Bud Light og ejerne i AB Inbev burde have holdt fast i sine værdier - selv i modvind.

Det er budskabet fra konkurrenten Heinekens topchef, Dolf van den Brink, skriver online erhvervsmediet TheStreet.

”Særligt i den vestlige verden ser vi en stor polarisering, der påvirker alle dele af samfundet, også erhvervslivet og brands. Og derfor er du nødt til at være forsigtig og afbalanceret, men på samme tid stå inde for dine værdier og principper,” siger topchefen for Heineken om Budlight-affæren.

Bud Light gik fra at være den mest solgte øl i USA til at ligge på en 14. plads, og antallet af ansatte er dalet efter vrede forbrugere boykottede øllen af politiske årsager.

Det hele startede med et kort samarbejde med den transkønnede amerikanske skuespiller, Dylan Mulvaney, som særligt republikanske konservative vælgere - og øldrikkere - ikke kunne acceptere. 

Siden har ejerne af Bud Light-brandet, det belgiske bryggeri AB Inbev, forsøgt at dulme kritikken og redde bundlinjen. Det skete ved at sende en pressemeddelelse ud, hvor Ab Inbevs topchef, Brendan Whitworth, skrev, at selskabet ”aldrig intenderede at være del af en diskussion, som skiller folk.”

Den sætning blev fortolket som et knæfald for den politiske side, der har boykottet øllen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu