Emballageforbud vil give caféer og restauranter flere udgifter

En ny foreløbig EU-aftale betyder, at caféer og restauranter fra 2030 ikke kan servere mad i engangsemballage.
EU sætter nu ind for at begrænse affaldsmængderne fra restaurationsbranchen, der fra 2030 får strammere krav til emballagen. | Foto: Marius Renner/Ritzau Scanpix
EU sætter nu ind for at begrænse affaldsmængderne fra restaurationsbranchen, der fra 2030 får strammere krav til emballagen. | Foto: Marius Renner/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

En ny foreløbig EU-aftale om engangsemballage vil give restaurationsbranchen flere udgifter.

Det siger Mikal Holt Jensen, miljøchef i Horesta, der er brancheorganisationen for hotel-, restaurant og turisterhvervet.

”Der skal bruges mere vand, og der skal bruges flere mandetimer, hvis man skal gøre det her,” siger han.

Aftalen er blevet indgået mandag mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet og betyder, at restauranter og caféer ikke må servere mad i engangsemballage til gæster, der spiser på stedet.

Ifølge Mikal Holt Jensen kan det give nogle problemer, hvis man laver et konkret forbud om at bruge engangsemballage.

”Vi skal være sikre på, at det miljømæssigt er den bedste løsning. Der skal laves beregninger, så vi er sikre på, at et lille stykke papir, som en burger for eksempel er pakket ind i, er mere miljøskadeligt end at bruge tallerkner, der skal vaskes igen og igen,” siger han.

I 2021 generede hver indbygger i EU 188,7 kilo emballageaffald. Det er 10,8 kilo mere per person end året før. Det viser tal fra EU-Kommissionen.

Restaurationsbranchen er ifølge Mikal Holt Jensen i gang med at finde konkrete løsninger, der kan nedbringe mængden af engangsemballage.

Blandt andet ved at bruge genbrugsmateriale og ved at afprøve løsninger med genbrugsservice i nogle restauranter.

”Vi har i mange år arbejdet med løsninger, der kan nedbringe mængden af engangsemballage, men vi får meget forskelligt at vide om, hvad der er det rigtige, og hvad der er det forkerte,” siger Mikal Holt Jensen.

”Så det er vigtigt, at vi har et ordentligt vidensgrundlag, så vi har de rigtige løsninger, og så kan vi se på, hvor hurtigt det kan indfases.”

EU-forordningen er en foreløbig aftale og skal først stemmes endeligt igennem i parlamentet og rådet, før den træder i kraft. Det ventes at ske inden sommeren i år.

Mere omfattende

Det er ikke kun engangsemballage på restauranter og i caféer, der gør sig gældende i aftalen. Der indgår også forbud mod specifikke indpakninger i engangsplast.

Blandt andet af uforarbejdet og frisk frugt og grønt, de små shampooer og sæber, man kan tage med fra et hotelophold, og plastikindpakning af kufferter i lufthavne. 

Frédérique Ries fra den liberale Renew-gruppe i parlamentet har været chefforhandler på forordningen.

”For første gang i en miljølov sætter EU mål for at reducere emballageforbruget, uanset hvilket materiale der anvendes,” siger hun i en meddelelse fra parlamentet. 

Hun opfordrer alle industrisektorer, EU-lande og forbrugere til at tage del i kampen mod overskydende emballage. 

Desuden indeholder aftalen også et forbud mod evighedskemikalier som PFAS i indpakning, der er i kontakt med fødevarer. 

”Forbuddet mod evighedskemikalier i indpakning af mad er en stor sejr for europæiske forbrugeres sundhed,” lyder det videre fra chefforhandler Frédérique Ries. 

Dansk Industris miljøpolitiske chef, Karin Klitgaard, kalder aftalen for en stor sejr for miljøet.

”Forordningen vil fremme udviklingen af nye emballagetyper og materialer – herunder brugen af genanvendte materialer. I Europa bruger vi mange ressourcer, og vi producerer meget affald, så forordningen kan virkelig flytte noget,” siger hun i en skriftlig kommentar.

Også hos Dansk Erhverv ser man gode takter med den nye forordning. 

Chefkonsulent Andreas Hastrup Clemmesen siger i en skriftlig kommentar, at materialeproducenter og store aktører nu skal på banen for at vise vejen i forhold til udvikling af ny emballage.

”Vi skal gøre det til det nemme og billige valg at vælge de grønne emballageløsninger,” siger han. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår