Hørkram mærker grøn bølge hos både private og offentlige kunder

En af landets største fødevaregrossister oplever, at restauranter og kantiner efterspørger flere bælgfrugter og grønt. Meldingen kommer i kølvandet på genvundet kæmpekontrakt.
Foto: Tilde Døssing Tornbjerg
Foto: Tilde Døssing Tornbjerg

Hørkram har netop genvundet landets største offentlige fødevareaftale til en værdi af i alt 3,4 mia. kr. over fire år, hvor der skal leveres føde- og drikkevarer til 77 kommuner plus det løse.

I den nye aftale indgår en længere række krav til Hørkrams varelinjer, for eksempel et større udbud af bælgfrugter og flere plantebaserede alternativer. Kravene træder først i kraft 1. marts 2024, men allerede nu mærker Hørkram den grønne bølge hos sine eksisterende offentlige kunder.

”Vi har jo andre kommuneaftaler, hvor grønne, mere klimavenlige tiltag har vægtet rigtig meget. Og det ved jeg, at det er stigende,” siger adm. direktør Preben Kristensen.

Hørkram vinder største offentlige fødevareaftale

Han forventer dog en større bevægelse fremover, når den nye kæmpeaftale med de 77 kommuner træder i kraft.

Det er særligt grøntsager og bælgfrugter, der fylder i kantinerne, fortæller han. Kigger man på varegrupper som vegetariske burgerbøffer eller andre plantebaserede kødsubstitutter, flytter kategorien sig ikke endnu.

Restauranter ikke med på bælgfrugtbølge

Kigger Preben Kristensen på Hørkrams kunder i det private erhvervsliv, er der også en grøn bølge at spore.

Hos de private kantiner stiger efterspørgslen ogs på råvarer som bælgfrugter og grønt , men her ser Hørkram også en stigning på de plantebaserede substitutter, som en plantebøf.

Den samme tendens er dog ikke nået restauranterne, hvis man kigger på efterspørgslen blandt Hørkrams kunder. Her er der ikke en stigning i hverken bælgfrugter eller plantebaserede substitutter. Bredere er der dog en større vegetarisk bølge, fortæller Preben Kristensen.

”Alle restauranter har i dag en vegetarisk menu, så ting flytter sig.”

En anden tendens i restaurantverdenen, Preben Kristensen har lagt mærke til, er efterspørgslen på alkoholfri øl-, vin og spiritus.

”Mange restauranter i dag har jo også alkoholfri vinmenuer eller saftmenuer. Den alkoholfri tendens rykker hurtigt nu. Det er mærkbart.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også