Royal Unibrew får indledt dækning af Jyske Bank, der giver bryggeriaktien anbefalingen ”køb” og et kursmål på 725 kr.
Det fremgår af en dugfrisk analyse fra Jyske Bank.
Unibrew-aktien har været presset siden sidste sommer af stigende råvare- og energipriser, og det betyder ifølge analytiker Henrik Hallengreen Laustsen, at værdiansættelsen er faldet.
”På den korte bane presser stigende råvare - og energipriser fortsat, men Unibrew fremviser rettidig omhu og sender omkostningerne videre til kunderne – vi ser et overkommeligt indtjeningspres i 2023,” skriver Jyske Banks senioranalytiker, der vurderer, at tilbagefald for energipriserne kan give indtjeningsmedvind.
Høj inflation og vækstnedgang kan føre til downtrade - at folk søger mod billigere alternativer, men Jyske Bank forventer ikke markant negative downtrade-effekter, hverken i andet halvår eller i 2023.
Det skyldes blandt andet, at Jyske Bank ikke venter en større økonomisk nedgang, at beskæftigelsen ventes at blive på et højt niveau, at brandloyaliteten er relativt høj samt at priselasticiteten på premium-øl er relativt lav.
Unibrews historiske succes med opkøb fremhæves også som bevæggrund for den positive anbefaling.
”I Danmark er DSV vel det selskab, som er bedst kendt for sin evne til at købe og integrere selskaber. Efter 12 vellykkede opkøb de sidste 5 år er Unibrew godt på vej til at gøre DSV kunsten efter, skriver Jyske Bank, der venter flere opkøb fra bryggeriet.”
Unibrew-aktien steg onsdag med 0,7 pct. til 584,60 kr.
Royal Unibrew forlænger samarbejdet med Pepsico og udvider til de nordiske lande
Blackrock har nu ejerandel på knap ti procent i Unibrew
Royal Unibrews canadiske opkøb får vigtig international rolle