FødevareWatch

Færre restriktioner og boyband-menu øger McDonalds' salg

En menu lavet i samarbejde med det sydkoreanske boyband BTS har været en stor succes for McDonalds.

Foto: BENOIT TESSIER/REUTERS / X07241

(Opdateret)

I takt med lempelsen af coronarestriktionerne er kunderne vendt stærkt tilbage til McDonalds.

Det har været med til at sende salget af burgere og pomfritter i vejret. Det viser regnskabet for andet kvartal fra den amerikanske fastfoodkæde.

Sammenlignet med andet kvartal sidste år, hvor størstedelen af McDonalds-restauranterne måtte lukke grundet coronapandemien, er omsætningen i andet kvartal i år vokset med 57 procent til 37 milliarder kroner.

Væksten hænger især sammen med, at restauranterne igen har fået lov til at åbne og tage imod kunder.

Et andet bidrag til væksten er en succesfuld menu, som McDonalds har strikket sammen i et samarbejde med det sydkoreanske boyband BTS.

Menuen, der kaldes "The BTS Meal", er blevet lanceret i næsten 50 lande, og i flere lande har fans af boybandet været meget begejstret for den, lyder det fra McDonalds.

Faktisk har interessen været så stor, at kæden midlertidigt har været nødt til at lukke nogle restauranter i Indonesien.

"BTS Menuen har lokket kunder til vores restauranter og givet et væsentligt løft i vores salg af Chicken MgNuggets, der er et af vores kerneprodukter," skriver McDonalds i regnskabet.

På såvel hjemmemarkedet USA som på de internationale markeder har salget været stigende for McDonalds i andet kvartal.

I USA er salget steget med 30 procent i forhold til andet kvartal sidste år, mens det i procenter er vokset endnu mere på de internationale markeder, der blandt andet inkluderer markederne i Asien.

Væksten i salget har hjulpet McDonalds til at tjene flere penge, da overskuddet i andet kvartal er løftet med mere end det tredobbelte til 14 milliarder kroner.

På verdensplan har McDonalds tæt på 40.000 restauranter. Cirka hver tredje er placeret i USA.

Dyreorganisation: Danske fastfood-kæder lever ikke op til krav om dyrevelfærd

McDonalds henter endnu en dansk gourmetkok til asiatisk satsning 

Mere fra FødevareWatch

Idealisten Merete Holsts vej til madtoppen

Merete Holst er kendt for at bygge Meyers Kantiner op og er en kvinde med stærke holdninger. Hun er træt af kapitalfonde i danske restauranter og kunne aldrig drømme om selv at sælge ud.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier