Professor anbefaler forlænget coronahjælp

Formanden for regeringens økonomiske ekspertgruppe anbefaler nu forlængelse af hjælpepakkerne til virksomheder påvirket af en genåbningsudskydelse – og det har længe været på nattelivets ønskeliste.
Foto: Stine Rasmussen/ERH
Foto: Stine Rasmussen/ERH

Med fase fire-genåbningen af Danmark hængende i en tynd tråd kommer regeringens ekspertgruppe nu med en ny anbefaling til magthaverne: Forlæng hjælpepakkerne for de virksomheder, der fortsat er berørt af restriktioner.

Det siger formand for den økonomiske coronaekspertgruppe, professor Torben M. Andersen, til Børsen.

"Når de er pålagt restriktioner og dermed begrænsninger for udøvelse af deres erhverv, er det en slags fratagelse af erhvervsmuligheder. Derfor er det rimeligt at finde en eller anden måde at understøtte dem på," siger Torben M. Andersen til avisen.

Professoren lægger samtidig vægt på, at en yderligere genåbning af Danmark bliver mindre og mindre sandsynlig.

Dansk Erhverv: "Det lyder banalt – men natteliv foregår om natten, hvor pengene tjenes"

Forlængelse af hjælpepakker som "det absolut mindste"

Meldingen kommer efter, at regeringen og flere partier har gjort det klart, at den ellers planlagte fase fire-genåbning af det danske natteliv næppe bliver en realitet i august. Ifølge de seneste lækkede udkast til aftalen, kommer genåbningen i stedet til at foregå i slutningen af oktober eller november.

Beslutningen tilskrives umiddelbart et stigende smittetal i Danmark, men den udfordrer samtidig en branche, der siden nedlukningen af Danmark i marts har stået mere eller mindre uden indtjening.

Gennem de seneste uger har barer og brancheorganisationer på stribe derfor haft én klar appel til magthaverne: Hvis der ikke må åbnes for kunderne, må der fortsat været åbent for hjælp fra statskassen.

I begyndelsen af august fik det bl.a. brancheorganisationen Horesta til at efterlyse en forlængelse af de etablerede hjælpepakker.

Det skulle ske for at imødegå en branche, som ifølge chefkonsulent hos Horesta Kristan Nørgaard "bløder og lever i usikkerhed".

"Først og fremmest vil det være en sikkerhed for erhvervet, at man får forlænget hjælpepakkerne ind i efteråret og gerne indtil minimum slutningen af året, og at man får sat sig ned med sundhedsmyndighederne og lavet en plan for, hvad der skal til, før man kan åbne," sagde Kristian Nørgaard til nyhedsbureauet Ritzau.

Natklubejere: Bliver fjerde fase udskudt, skal vi have bedre hjælpepakker 

Han fik støtte fra adm. direktør i nordens største nattelivskoncern, Rekom, Adam Falbert, som lagde vægt på, at man "som det absolut mindste" forlængede de etablerede hjælpepakker.

"Men jeg er langt fra sikker på, at det vil være nok til, at vi ikke vil se en masse konkurser i branchen," lød det fra Adam Falbert i en skriftlig kommentar til nyhedsbureauet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også