Chr Hansen voksede men kom svagere gennem første kvartal end ventet

Ingredienskoncernen Chr. Hansen har præsenteret et regnskab for første kvartal med en omsætningsvækst på 10 pct. Resultaterne følger ikke helt med, men koncernens forventninger til hele 2017/18 fastholdes.
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS & MONICA SENKER HOLBECH

Chr. Hansen kom svagere end ventet igennem første kvartal af det skæve regnskabsår 2017/18.

Omsætningen landede på 254,5 mio. euro, og overskuddet af primær drift (ebit) før særlige poster lød på 64,7 mio. euro, fremgår det af regnskabet fredag morgen.

Til sammenligning havde analytikerne set frem til en omsætning på 256,7 mio. euro og et ebit-overskud før særlige poster på 69,2 mio. euro, viser estimater fra Ritzau Estimates.

I samme periode året før var omsætningen på 241,7 mio. euro, og der var et overskud på driften på 65,5 mio. euro.

Den organiske vækst var i kvartalet på 10 pct. mod konsensus om en organisk vækst på 9,8 pct. I første kvartal 2016/17 var den organiske vækst på 11,0 pct.

Ebit-marginen før særlige poster landede på 25,4 pct. mod konsensus om 26,6 pct. og en margin på 27,1 pct. et år tidligere.

Kulturdivisionens indtjening falder trods højere salg

Chr. Hansens største division, Food Cultures & Enzymes, opnåede i første kvartal af 2017/18 en omsætning på 155,1 mio. euro og et primært driftsresultat (ebit) før særlige poster på 49,2 mio. euro.

Divisionen, som blandt andet sælger enzymer og kulturer til mejeriindustrien, klarede sig dermed bedre end ventet på salget, mens marginerne lå under prognoserne hos analytikerne, der ifølge Ritzau Estimates havde regnet med en omsætning på 153 mio. euro og et primært driftsresultat på 52 mio. euro.

Omsætningen i Food Cultures & Enzymes voksede fra 144,3 mio. euro i samme kvartal sidste regnskabsår, hvor divisionens driftsoverskud lød på 50,4 mio. euro.

Ebit-marginen i kulturdivisionen endte i kvartalet på 31,7 pct. Der var ventet en overskudsgrad på 33,5 pct. blandt analytikerne. I samme periode for et år siden var overskudsgraden på 35 pct.

Organisk var divisionens vækst på 12 pct. i kvartalet mod forventningen om 8,6 pct. og 10 pct. i første kvartal 2016/17.

"Vi har haft en solid start på året med en organisk vækst i Food Cultures & Enzymes, der lå over vores forventninger. Salget af biobeskyttende løsninger udviser fortsat imponerende momentum, og det endda uden nogen væsentlig effekt af FreshQ-andengenerationsprodukterne, som vi lancerede i starten af regnskabsåret," siger koncerndirektør i Chr. Hansen Cees de Jong i en kommentar til regnskabet.

"Herudover introducerede vi ProKids, et innovativt produktkoncept til anvendelse i drikkeyoghurt for børn, og som indeholder vores probiotiske LGG-stamme," tilføjer Cees de Jong.

Fastholder forventningerne til 2017/18

Chr. Hansen holder fast i sine forventninger til hele regnskabsåret 2017/2018 i regnskabet for første kvartal.

Dermed regner ingredienskoncernen stadig med at ramme en organisk salgsvækst på mellem 8 og 10 pct. og en driftsmargin, Ebit-margin, på omkring 28,9 pct., som var niveauet i 2016/17.

Aktieanalytikere adspurgt af Ritzau Estimates ventede forud for regnskabet en organisk vækst på 9,5 pct. i hele regnskabsåret og en Ebit-margin før særlige poster på 29,1 pct.

"Vi fastholder vores overordnede forventninger til året som helhed. Vi øger forventningerne til organisk vækst i Food Cultures & Enzymes til et endnu højere niveau og over det langsigtede vækstmål på 7-8 pct., som vi havde sat for dette forretningsområde," siger topchef Cees de Jong.

"Samtidig sænker vi forventningerne til organisk vækst i Health & Nutrition for året som helhed til under vores langsigtede forventninger for dette forretningsområde som følge af de udfordrende markedsforhold i Nordamerika," tilføjer han.

Chr Hansen-optakt: Indtjeningsevnen ses under pres

Analytiker: Ny Chr Hansen-topchef sorterer næppe farverne fra

Chr. Hansen-formand: "Vi har fulgt Mauricio længe"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også