Muslinger renser havnevand og giver liv til havet

Blåmuslinger skal rense det beskidte vand i Aarhus Havn, men giver samtidig et par sidegevinster.
Foto: Marius Nyheim
Foto: Marius Nyheim
AF DR

Muslinger er ikke bare noget, man spiser.

De kan også rense beskidt vand, så det bliver en bedre og renere oplevelse at for eksempel bade i.

Det er præcis, hvad der sker i Aarhus Havn lige nu, skriver DR Østjylland.

Her skal kunstige muslingebanker, altså net med 100.000 muslinger på hver side, som forsøg æde de bakterier og alger, der er i vandet.

Rådmand for teknik- og miljø i Aarhus Kommune Kristian Würtz har store forhåbninger til muslingeforsøget.

"Muslingerne lever så at sige af at gøre vandet renere og klarere, da de kan spise bakterier og alger. Vores oplevelse af vandet kan derfor blive bedre, og det kan give renere vand i havnen," siger han til DR Østjylland.

Kristian Würtz ser gerne, at muslingerne bliver en permanent løsning med en mulig sidegevinst.

"Havnen ligger jo ved byen og bliver forsynet med vand fra åsystemet, så det er godt at kunne rense vandet, og der kan muslingerne være et bud. Hvem ved, om vi en dag skal til at spise flere muslinger fra Aarhus Bugten, end vi er vant til," siger han.

Afdelingschef for vandmiljø og landbrug i Aarhus Kommune Simon Grünfeld forklarer, at muslingerne skal ses som et supplement.

"Forsøget har kørt fra maj og skal evalueres til næste sommer. Hvis det viser gode resultater kan det blive et supplement til de tekniske løsninger, som vi også bruger," siger han til DR Østjylland.

Havbiolog Maren Moltke Lyngsgaard har som opgave at holde øje med udviklingen af muslingeprojektet. Hun ser også en anden sidegevinst.

"Muslinger på omkring en centimeter er selv kommet siden maj. Det er rigtig fint at se, at de ikke bare renser vandet, men også danner grundlag for maritimt liv," siger hun til DR Østjylland.

(Denne artikel og billedmateriale er videreformidlet af Ritzau Bureau på vegne af DR)

Dansk spinout vil tjene penge på muslingelim

Danmark skal være motor i jagten på alternative proteinkilder

Blåmuslinger trækker millioner hjem til Danmark

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også