Årelang konflikt nedtrappet - kan medføre boom af norsk laks i Kina

Norge og Kina har været uden politisk kontakt i seks år, men efter hemmelige møder i Beijing er forholdet ved at blive normaliseret. Det kan medføre betydelige prisstigninger på norske laks.
Foto: Cermaq/PR
Foto: Cermaq/PR

Forholdet mellem Norge og Kina har været anstrengt siden 2010, hvor de to lande endte i konflikt på grund af tildelingen af Nobels fredspris.

Kineserne blev dengang rasende over, at Nobelkomitéen tildelte fredsprisen til den kinesiske forfatter og systemkritiker Liu Xiaobo.

30. november 2010 udsatte Kina forhandlinger om en handelsaftale med Norge på ubestemt tid, men mandag bekræftede Norges udenrigsminister, at man igen vil tage fat på drøftelser om en frihandelsaftale.

"Situationen siden 2010 har været krævende. Normaliseringen af forholdet er resultat af et langt og møjsommeligt diplomatisk arbejde på mange niveauer med henblik på at genoprette tilliden mellem vore to lande," sagde Børge Brende ifølge Ritzau Finans.

Nyheden er ikke mindst god for den enorme norske lakseindustri. Ifølge Sigmund Bjørgo, Norges seafoodråds udsendte i Kina, vil den politiske håndsrækning have en yderst positiv betydning for industrien.

"I 2010 havde vi 94 pct. af det kinesiske laksemarkedet. At komme tilbage til dette med det samme bliver krævende, men eksporten har den seneste tid været marginal. Hvis vi går tilbage til 2010, var markedet meget begrænset med en volumen på mellem 15.000-20.000 tons laks. I dag er det på omkring 70.000 tons," siger han til branchemediet Ilaks.no.

Han oplyser desuden, at de seneste tal viser, at Norge i år har eksporteret 2500 tons laks til Kina. Et niveau, som ifølge Sigmund Bjørgo vil gå kraftigt op i de kommende år som udslag af aftalen.

"I bedste fald kan vi tale om en volumen på 65.000 til 70.000 tons. Men det når vi ikke med det samme. Det glædelige er, at norsk laks står enormt stærk i Kina. Hele 75-80 pct. af laks spist i Kina, bliver spist på restaurant. Derfor er kokke og indkøbschefer på restauranter afgørende for, hvad der købes. Her er norsk laks absolut den foretrukne," siger Sigmund Bjørgo.

Analytiker: Mange penge er en udfordring for norske lakseselskaber

Analytiker: Norges lakseselskaber vil forsætte med at spinde guld

Norge har haft rekordhøj eksport af fisk og skaldyr

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også