Kartoffelavlerne jubler over godt høstvejr: Vi får mindre bøvl

Mens der gisnes om en katastrofehøst for kornet på grund af dårligt vejr over jorden, så har kartoflerne hygget sig under jorden.
Foto: Jakob Stigsen Andersen
Foto: Jakob Stigsen Andersen
AF DR NORDJYLLAND

Våde og tunge efterårsmarker er i år en saga blot for de danske kartoffelavlere.

Det gode vejr med mange solskinstimer og lun luft giver i stedet optimale betingelser for at få høsten i hus, fortæller Jannie Rendbæk Sørensen, planteavlskonsulent hos Agri Nord.

"Vi kommer ikke til at sidde fast, vi skal ikke bøvle med det, og de kartofler, der kommer op, er også af en bedre kvalitet," siger hun til DR Nordjylland.

Tidligere på sommeren måtte kartoffelavlerne døje med skimmelsvamp på grund af det fugtige vejr, men de fine forhold i september giver nu en anderledes sund høst.

"Når jorden er kold og fugtig, er kartoflerne meget mere modtagelig får stødskader og åbne sår, som er indgangsveje for sygdomme. Nu bliver de langt nemmere at håndtere, og vi får en sundere kartoffel ud af det," siger Jannie Rendbæk Sørensen.

Mens efterårsferien i oktober traditionelt har gået under betegnelsen kartoffelferie, er det store kartoffeloptag i fuld gang her i september.

"De kan mere eller mindre køre i døgndrift lige nu. De har det nemt, og det kører, som det skal," fortæller Jannie Rendbæk Sørensen.

(DENNE ARTIKEL ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF DR Nordjylland)

Spekulanter har rullet en krudttønde ind under råvarebørserne

Æblehøsten ser lovende ud

Største svenske høst i 25 år

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også