Bakkafrost-værdi næsten fordoblet på et år

Bærer man sig rigtigt ad, er der masser af penge i den internationale lakseindustri. Fra at være et helt ukendt færøsk firma for fem år siden, er Bakkafrost i dag en af de bedste virksomheder, når det kommer til den øvelse, der går ud på at tjene penge - til stor interesse blandt investorer og analytikere.
Det skriver Berlingske.
Bakkafrost har siden børsintroduktionen i Oslo i 2010 øget værdien fra 1,5 mia. kr. til 8,7 mia. kr., og det har vakt stor international interesse hos blandt andet banker, kapitalfonde og pensionskasser.
"Efter at Bakkafrosts markedsværdi i løbet af det seneste år har rundet én milliard dollar, er selskabet kommet på radaren hos amerikanske investorer. Vi oplever, at vores virksomhed er populær hos udenlandske investorer," siger formand Rúni M. Hansen til Berlingske.
Har haft gavn af embargo
Den færøske lakseproducent havde i 2014 sit bedste år nogensinde. Virksomheden, der drives af milliardæren Regin Jacobsen, afleverede et årsregnskab, hvor omsætningen lød på 2,7 mia. kr. mod 2,5 mia. kr. i 2013, mens bundlinjen steg fra 589 mio. kr. til 647 mio. kr. efter skat.
En tredjedel af omsætningen kom fra det russiske marked, hvor Bakkafrost har tjent gode penge det seneste år, da Færøerne ikke er omfattet af den russiske boykot af vestlige fødevarer. Regin Jacobsen pegede i forbindelse med regskabet i februar på, at det gode resultat kunne tilskrives produktionsforholdene i de færøske fjorde og virksomhedens evne til at forædle sine fisk.
”Vi kan lave større fisk end konkurrenterne i Norge. Samtidig med at vi har de bedste marginer på produktion på vore laksefarme, så klarer vi at få ekstra fin værdi ud af forædlingen af køkkenklare færdigvarer til forbrugerne,” sagde han.
Bakkafrost er Færøernes største virksomhed og har op mod 1.000 ansatte og havbrug i 14 fjorde.
Laksemilliardær leverer rekordresultat
Relaterede artikler:
Nordea: Fiskelus-frygt sikrer høje laksepriser
For abonnenter