Regeringen vil forbyde fiskeri med bomtrawl

Det skal fremover, hvis det står til regeringen, være slut med at fiske med bomtrawl i danske farvande. Forbuddet gælder først og fremmest danske fiskere, men målet er et europæiske forbud.
Bomtrawl skal forbydes i danske farvande - i første omgange for danske fiskefartøjer og på sigt også udenlandske, meddeler regeringen. | Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.
Bomtrawl skal forbydes i danske farvande - i første omgange for danske fiskefartøjer og på sigt også udenlandske, meddeler regeringen. | Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.

Bomtrawl skal forbydes i Danmark. 

Det mener regeringen, der sætter ind på at få gennemført et forbud mod den omdiskuterede fiskemetode i danske farvande. 

I en pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri lyder det videre fra fødevareminister Jacob Jensen (V), at man vil arbejde for også at få gennemført et forbud mod fiskemetoden i EU. 

Ny kortlægning: Bomtrawlere pløjer dybe spor i havbunden

”Vi har et ansvar for at beskytte vores havområder og dyreliv, så kommende generationer også kan få glæde af havets ressourcer. Derfor har vi nu besluttet, at det skal være slut med de tunge bomtrawl,” udtaler ministeren og fortsætter:

”Første skridt på vejen mod et bedre havmiljø bliver en national udfasning af bomtrawl, mens vi sideløbende vil arbejde benhårdt for en fælles europæisk løsning, så det bliver forbudt for alle. Vi kan nemlig ikke alene lave regler, der forbyder fiskeri med bomtrawl for andre landes fartøjer, selvom de fisker i danske farvande. Derfor tager vi nu det første vigtige skridt mod et fremtidigt fiskeri uden bomtrawl.”

Efterlader store spor på havbunden

Forbuddet vil først og fremmest gælde danske fartøjer, men arbejdet med et EU-forbud skal føre til, at fiskemetoden også skal forbydes for udenlandske fiskefartøjer. 

Indsatsen hen mod et EU-forbud skal blandt andet tage afsæt i et forskningsprojekt i Jammerbugt, der dokumenterer bomtrawls effekter på havbunden, skriver ministeriet i meddelelsen. 

Forskningsprojektets resultater blev offentliggjort tilbage i december, og her blev det klart, at bomtrawl efterlader tydelige spor på havbunden, hvortil livsbetingelserne for mange bundlevende dyr ødelægges.

”Det ligner spor efter en plov, der er trukket igennem en mark. Jeg havde ikke troet, at det ville være så tydeligt,” lød det i den forbindelse fra professor i marinbiologi Niels Madsen, der står bag forskningsprojektet.

Nyheden kommer i kølvandet på, at ministeren for to uger siden gjorde fiskeri med bomtrawl og andre bundslæbende redskaber forbudt i fem Natura 2000-områder i Skagerrak og Nordsøen, hvor særligt udenlandske fiskere - herunder især de hollandske - de senere år har fisket med bomtrawl. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også