Fiskere må vente fire uger på dom i historisk sag om kvotefusk

Langvarig retssag har haft store personlige omkostninger, påpeger en af de tiltalte i historisk straffesag.
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.
AF RITZAU

Storfiskeren Henning Kjeldsen og syv andre fiskere fra Nord- og Vestjylland må væbne sig med tålmodighed.

Der afsiges først dom i den stort anlagte sag om mulig snyd med fiskekvoter om fire uger – nærmere betegnet 17. december.

Det oplyser retsformand Per Kiel Lauritsen, Retten i Holstebro, da han fredag afrunder retsdag nummer 43 i den langstrakte sag, der har verseret siden 24. februar.

"Nu optager vi sagen til dom, og under hensyntagen til sagens omfang og kompleksitet kommer der til at gå lidt tid, inden dommen afsiges," siger han.

Sagen er den hidtil største kriminalsag i dansk erhvervsfiskeri.

Anklagen går på, at Henning Kjeldsen - en af landets mest velhavende fiskere - skal have omgået reglerne for, hvor store fiskekvoter en enkelt fisker må besidde.

Sagen blev rejst, efter at Rigsrevisionen tilbage i 2017 udtalte skarp kritik af det daværende fiskeriministerium for kritisabel forvaltning af kvotereglerne.

Det førte dengang til, at daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) måtte afgive fiskeriområdet fra sin portefølje.

I sommeren 2020 oplyste Anklagemyndigheden, at der var rejst tiltale mod ti personer for brud på kvotereglerne, herunder syv fiskere og en revisor samt en advokat.

Sidstnævnte benytter sig fredag eftermiddag som den eneste af de tiltalte af muligheden for at få det sidste ord over for dommeren og de to domsmænd.

Han kalder den langvarige retssag for et "mareridt" med store personlige omkostninger for ham selv og de øvrige tiltalte.

"Det er en sag, der har kostet meget, både økonomisk og mentalt. Økonomisk fordi de tiltalte ikke har kunnet passet deres arbejde i den tid."

"Folkedomstolen har talt, og jeg er bange for, at man vil sige, at der nok var noget om snakken, selv om det skulle ende med en frifindelse," siger advokaten.

Ingen af de øvrige tiltalte har mere at tilføje. Nej tak, lyder det, da dommeren spørger dem enkeltvis.

Hvis de bliver dømt, kan det få store konsekvenser for deres virke.

Bagmandspolitiet kræver, at der samlet set idømmes bøder og konfiskation for cirka 400 millioner kroner.

Dertil kommer, at man vil frakende Henning Kjeldsen, revisoren og advokaten retten til at udøve deres erhverv.

Alle ti tiltalte nægter sig skyldige.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også