Mejerikoncernen Arla vil etablere en mælkeproduktion i et nyt land.
Således vil andelsselskabet oprette en mælkeproduktion i Nigeria, som vil rumme 200 hektar samt have plads til 400 køer.
Det skriver Arla i en pressemeddelelse.
"Der er stort behov for nærende mad og mejeriprodukter til at imødekomme den stigende efterspørgsel fra Nigerias hurtigt voksende befolkning. Det kræver, at udbuddet bliver suppleret med importerede fødevarer for at opretholde fødevaresikkerheden, mens det samtidig er vigtigt at støtte regeringens langsigtede plan om omstilling af landbruget, så der kan opbygges en bæredygtig mejerisektor i Nigeria. Etableringen af vores egen mælkeproduktion er det næste vigtige skridt i vores langsigtede engagement i Nigeria," siger Executive Vice President og chef for Arla Foods International Simon Stevens.
Arla har siden 2017 været samarbejdspartner i Milky Way Partnership, hvor den nigerianske kvægavlerorganisation Coret indgår.
I 2019 intensiverede mejerikoncernen sine aktiviteter ved at danne et nyt offentligt-privat partnerskab med delstatsregeringen Kaduna, som vil tilbyde permanent landbrugsjord til 1000 nomadiske mælkeproducenter.
(Denne artikel er leveret af FødevareWatchs søstermedie AgriWatch.)