Forskningsminister kræver redegørelse om oksekødsrapport

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen kræver en redegørelse for sagen om den omstridte rapport om oksekøds klimapåvirkning
Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
AF INFORMATION FORMIDLET AF RITZAU

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) går nu ind i sagen om den omstridte rapport om oksekøds klimapåvirkning, som Aarhus Universitet lavede for Landbrug & Fødevarer.

Ministeren har fredag eftermiddag sendt et brev til Aarhus Universitets rektor, Brian Bech, hvor hun kræver en redegørelse i sagen, samt et svar på hvordan ledelsen forholder sig til den fremførte kritik af forløbet.

Det sker som konsekvens af Informations afsløringer af, at Aarhus Universitet har tilladt Landbrug & Fødevarer (L&F) at skrive hele afsnit i rapporten, ligesom L&F og Danish Crown har haft indflydelse på dens titel, forsidefoto og har spillet en fremtrædende rolle i hele projektet. Begge landbrugsorganisationer var en del af projektets styregruppe.

"Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og videnskabsetikken. Det er en afgørende forudsætning for, at forskerne kan bevare deres integritet og troværdighed i den samfundsmæssige debat, at der ikke kan rejses tvivl om forskningens uafhængighed," skriver Ane Halboe-Jørgensen i brevet, som Information har set.

Ane Halsboe-Jørgensen finder det "stærkt bekymrende, når der som her rejses tvivl om uafhængigheden af en rapport, der er udgivet af Aarhus Universitet".

Ifølge uddannelses- og forskningsministeren er det universitetets ledelse, der har ansvar for at "opstille og håndhæve rammer for samarbejde, der værner om forskningens integritet, også når forskningen sker i et tæt samspil med det omgivende samfund".

"På den baggrund skal jeg bede om, at Aarhus Universitets ledelse snarest muligt sender en skriftlig redegørelse for forløbet, herunder hvordan ledelsen forholder sig til den fremførte kritik," slutter hun.

I et interview med Information kalder Aarhus Universitets rektor, Brian Bech, det "uacceptabelt" og kritisabelt, at man ikke kan tale om uafhængig forskning. Universitet har både brudt egne retningslinjer og god forskningsskik, erkender rektoren, der også kræver en redegørelse i sagen.

En lang række forskere har i Information kritiseret oksekødsrapporten for ikke at være uvildig forskning som følge af Landbrug & Fødevarer og Danish Crowns indflydelse på projektet og selve rapporten. Endvidere har eksperterne kritiseret rapportens metode og konklusioner for at være så fulde af fejl, at rapporten reelt er ubrugelig.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Information.)

Universitet lod landbruget få indflydelse på nyhed om oksekødsrapport

Direktør bag kritiseret oksekødsrapport: Vi begik fejl i kommunikationen

Oksekødsrapport brugte tvivlsomme tal om klimabelastning fra læskedrikke

Eksperter: Oksekødsrapport er så fuld af fejl, at den er ubrugelig 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter