Biolog: Fiskekvoter udskyder bæredygtigt fiskeri flere år

Sildebestanden i Østersøen er ikke direkte truet, selv om EU tillader fiskeri i 2019, siger forsker.
Foto: Thomas Borberg/ritzau
Foto: Thomas Borberg/ritzau
AF RITZAU

Det vil tage flere år at sikre bæredygtigt fiskeri af sild i Østersøen.

Sådan lyder det fra Marie Storr-Paulsen, der er sektionsleder hos DTU Aqua, efter at EU mandag aften skar næste års sildekvoter i den vestlige del af Østersøen med 48 procent. 

Dermed gik landene imod en anbefaling om at sætte fiskeriet helt på pause næste år. 

"Det betyder ikke, at bestanden falder sammen i morgen. Men det kommer til at tage lidt flere år for at nå dertil, hvor vi gerne vil hen," siger hun.

EU-Kommissionen havde lagt op til at skære 63 procent af kvoterne, men EU's fiskeriministre nåede til enighed om en lidt mindre beskæring. 

Biologerne i Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), der holder øje med fiskebestandene, anbefalede, at fiskeriet efter sild helt skulle stoppes i 2019, da gydebestanden er i usund tilstand. 

Men selv om politikerne valgte ikke at følge rådet, kan de godt nå at rette skibet til. 

"Man kan godt nå det, men det bliver ikke næste år, som ICES' anbefaling gik på. Men det er klart, at hvis man hvert år ikke følger den biologiske rådgivning, vil det på sigt ødelægge bestanden," siger Marie Storr-Paulsen.

Hun forklarer, at sildene i Østersøen har det hårdt. 

"Sildebestanden i den vestlige del af Østersøen har det ikke super godt. Det skyldes især, at der de seneste år har været en dårlig tilgang af nye små fisk - den har været nedadgående," siger hun. 

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) mener, at der er fundet et fornuftigt kompromis mellem at beskytte bestanden og samtidig sikre fiskebranchens interesser. 

"Vi er nået frem til et fornuftigt kompromis, som både tilgodeser en fortsat bæredygtig udvikling af fiskeriet i Østersøen og erhvervets interesser. For vores vedkommende er der rigtig mange gode elementer i det," siger Eva Kjer Hansen.

Aftale om sildekvoter er en "katastrofe" for både fiskere og miljø

Dansk fiskeriminister lander sildekvote "på smertegrænsen"

Minister lander kompromis for næste års sildekvoter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også