Firstfarms-direktør: Vi kan høste pæne synergier på veldrevet tjekkisk opkøb

Firstfarms nye bedrifter i Tjekkiet ligger tæt på selskabets besiddelser i Slovakiet, og der er dermed god mulighed for at høste nogle oplagte synergier ved opkøbet, fortæller administrerende direktør Anders H. Nørgaard til Ritzau Finans.
Anders H. Nørgaard, direktør i Firstfarms. | Foto: Firstfarms A/S.
Anders H. Nørgaard, direktør i Firstfarms. | Foto: Firstfarms A/S.
AF RITZAU FINANS

Firstfarms har netop udvidet sine landbrugsbesiddelser i Østeuropa med købet af Tjekkiet Invest, som driver plante- og svineproduktion i Tjekkiet gennem sit tjekkiske selskab, Granero Vlasatice. Dermed er Firstfarms nu tilstede i fire lande. Ud over Tjekkiet drejer det sig om Rumænien, Ungarn og Slovakiet.

"Vi har en bedrift på 9300 hektar, som ligger inden for en times kørsel. Den ligger godt nok lige på den anden side af grænsen i Slovakiet, men de taler samme sprog, og lovrammerne er nogenlunde de samme, så der er en del synergier for eksempel ledelsesmæssige og i forhold til produktionen af foder," siger Anders H. Nørgaard.

Præcis hvor store synergierne er, vil han ikke ind på, men det er "et væsentligt tal", og de er medregnet i de nye forventninger til 2018.

Med købet af Tjekkiet Invest, der først får fuld effekt fra og med tredje kvartal, ventes en positiv påvirkning af driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 4-5 mio. kr. Driftsresultatet, EBIT, i den tilkøbte bedrift ventes at udgøre 1-2 mio. kr.

"Det er en meget veldreven virksomhed, vi overtager, så det ekstra, vi kan få ud af det, er primært synergieffekterne. Men det er altid rart at overtage en veldreven bedrift," siger Anders H. Nørgaard.

Granero Vlasatice driver en produktion af slagtesvin fordelt på to forskellige steder, hvor der tilsammen produceres 72.000 slagtesvin om året. Desuden har Granero planteproduktion på 1150 hektar, hvoraf man ejer de 929 hektar, mens resten er lejet. På de 1150 hektar er der "varieret sædskifte" mellem korn og raps.

Afkastkravet til bedrifterne er ifølge Anders H. Nørgaard på omkring 5-10 pct., mens afkastkravet til den jord, der også følger med opkøbet, er noget mindre.

Jordpriser er steget

Firstfarms ser dog potentiale for fortsatte prisstigninger på sin landbrugsjord i Østeuropa. Landbrugskoncernen ejer efter opkøbet over 7000 hektar jord og har lejekontrakter på over 11.000 hektar jord. Dagsprisen på jordbesiddelserne ligger ifølge selskabet omkring 100 til 150 mio. kr. højere end den anskaffelsespris, de er bogført til i regnskabet.

"Med opkøbet overtager vi en stor portefølje af jord, og det er et vigtigt forretningsområde for os. Over tid er der sket en væsentlig værdistigning på den jord, vi har, som ikke ses af regnskaberne," siger Anders H. Nørgaard og uddyber:

"Der er nogle jordpriser hernede på mellem 3000 og 10.000 euro per hektar. Til sammenligning er jordpriserne i Danmark på omkring 20.000 euro per hektar. Men der er samme udbytte- og tilskudspotentiale på jorden, så enten skal prisen ned i Danmark, eller også skal den op i Østeuropa, hvor man har set en stigende pris på jord over tid. Vi ser et potentiale for, at vores jord fortsat stiger i pris."

Med opkøbet af Tjekkiet Invest har Firstfarms fået opfyldt sine opkøbsambitioner på den mellemlange bane.

"Vi har ikke andre ting i støbeskeen, udover at vi nu konsoliderer den base, vi har. Det er et væsentligt opkøb, og det skal vi lige have til at falde på plads, før vi kaster os ud i noget nyt," siger Anders H. Nørgaard.

Dansk landbrugskoncern får grønt lys for opkøb i Tjekkiet

Firstfarms får påtale for opkøb

Firstfarms fordobler næsten driftsoverskuddet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også