Avis: Norge advarer EU mod generøs aftale med briterne

Hvis EU giver for meget ved britisk EU-exit, kan der komme krav om genforhandling af norsk aftale med EU.
AF RITZAU

Norge advarer EU mod at give Storbritannien en mere favorabel ordning ved brexit, end den Norge har med det europæiske samarbejde.

Det kan føre til et krav om en genforhandling af den norske aftale med EU. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Avisen erfarer, at norske embedsmænd gentagne gange over for EU's repræsentanter har udtrykt deres bekymring for, at en for generøs med briterne vil føre til et krav i Norge om genforhandling.

Norge, der står uden for EU, er en del af EU's indre marked gennem en såkaldt EØS-aftale. 

Til gengæld betaler Norge bidrag til EU's fælles kasse og underlægger sig EU's regler om fri bevægelighed.

Det betyder, at Norge i dag indbetaler mere per person til EU's budget, end Storbritannien gør, mens de stadig er medlem af EU. Men det giver ikke stemmeret i Bruxelles.

"Nordmænd følger dette meget tæt for at være sikre på, at vi ikke giver Storbritannien en meget bedre aftale," siger en EU-embedsmand.

Storbritannien træder ud af EU i slutningen af marts næste år. Afgørelsen blev truffet ved en folkeafstemning i juni 2016.

Den britiske premierminister, Theresa May, har tidligere talt om, at hun ønsker et "dybt og særligt partnerskab" med EU, som rækker længere end den frihandelsaftale, som Canada har med EU.

Men ifølge Guardian kan de norske indvendinger sætte en kæp i hjulet for hendes ambitioner.

Embedsmænd i EU-Kommissionen påpeger, at hvis man ikke hører på Norge, så kan nordmændene i fremtiden blive mere krævende i fiskeripolitikken, når der skal laves nye ordninger efter brexit.

Den britiske regering afviser at indgå en aftale med EU, der ligner Norges.

Vestager: Landbrugsstøtten kan komme under pres efter brexit

Økosystem går i fisk: Nedtur for Nordsøens vigtige fiskearter

EU-præsident: Brexit bliver et vildt kapløb mod tiden

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også