Den økologiske version af Ninka Ninus er røget på menuen

Stigende efterspørgsel på kaninkød har gjort flere danske landmænd parat på at udvide produktionen af økologiske kaniner i 2018.
Foto: MELISSA KÜHN HJERRILD/POLFOTO/ARKIV
Foto: MELISSA KÜHN HJERRILD/POLFOTO/ARKIV

Det er blevet mere populært at spise kanin.

Den stigende efterspørgsel på især den økologiske udgave af Ninka Ninus har givet flere danske landmænd blod på tanden i forhold til at udvide produktionen af kaniner i 2018.

Det skriver bøndernes interesseorganisation Landbrug & Fødevarer (L&F) i en pressemeddelelse.

"Der er en række landmænd, der kommer til at udvide deres besætninger til næste år, og hvis afsætningen er på plads, så kan vi formentligt komme op og slagte ca. 3000 økologiske kaniner. De fleste danske kaninproduktioner er stadig i opstarten, men vi håber, at produktionen vil bide sig fast og vokse," udtaler Lars Holdensen, som er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

Den stigende appetit på kaninkød kommer både fra restaurationer og privatpersoner.

Arbejder for dansk produktion

Ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer bliver der importeret ca. 30 tons kaninkød om året til Danmark, hovedsageligt fra Frankrig. Det håber organisationen at kunne ændre på og arbejder aktivt på at få gang i den danske produktion af de små, nuttede dyr.

Organisationen ser bl.a. et fint potentiale i at få mere gang i salget til de danske forbrugere.

De økologiske kaninavlere Mette og Claus Munksgaard fra Midtfyn, som har startet deres produktion op i år, oplever allerede stor interesse fra forbrugerne.

"Tiden har ændret sig, og folk er blevet mere miljøbevidste og bevidste om, hvad de putter i munden i dag. Vi oplever stor efterspørgsel fra privatpersoner, så hvem ved – måske bliver det en ny trend at spise kaninkød," udtaler Mette Munksgaard.

Snurre Snup og vennerne skal spises 

Kok klar på at servere danske økokaniner

Kina og Rusland hiver millioner af kaniner op af hatten

EU-Parlamentet råber vagt i gevær for slagtekaniners velfærd

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også