Fonterra omsætter for 9 mia i foodservice - vil op på 22,5 mia

Det newzealandske mejeri Fonterras foodservice-forretning har vokset sig til at være landets sjettestørste eksportforretning. Højere bruttomarginer på produkterne driver mejeriet til at satse endnu mere på sektoren. Målet er en omsætning på 22,5 mia. kr. i 2023.

New Zealands største mejeri Fonterra har succes på foodservice-fronten. Mejerikoncernens foodservice-selskab Anchor Food Professionals har i 2017 leveret en omsætning på 2 mia. newzealandske dollars, svarende til 9 mia. kr.

Det oplyser Fonterra i en pressemeddelelse.

Væksten gør Anchor Food Professionals til den sjettestørste eksportør i landet.

Produktionschefen hos Fonterra, Lukas Paravacini, fortæller, at resultatet skyldes ændret adfærd i forbrugernes livsstil samt nye arbejdsvaner.

"Foodservice er en af de største industrier i verden og omfatter mad og drikkevarer, der forbruges ud af hjemmet, som f.eks. i restauranter, caféer og bagerier. I USA går mere end 50 pct. af alle udgifter til mad og drikkevarer nu til mad og drikke uden for hjemmet, og i Kina er markedet vokset med 30 pct. i løbet af de sidste fem år. Som følge heraf forventes den globale industri at være 3 mia. dollars værd i 2021," udtaler Lukas Paravacini i meddelelsen.

Mejeriet skriver, at dets bruttomargin på foodservice-produkter er 2-3 gange højere end på de basale produkter - noget som er med til at motivere mejeriet i at fortsætte med at udvikle forretningsbenet.

"Vi har udnyttet den udvikling, der har været i spisevanerne, og i øjeblikket vokser Anchor Food Professionals omkring 10 gange hurtigere end det globale samlede foodservicemarked," udtaler Lukas Paravacini.

Han fortæller videre, at Fonterra henover de sidste fire år har investeret 850 mio. newzealandske dollars, knap 4 mia. kr., i at udvide sin produktionskapacitet inden for foodservice.

"Disse investeringer hjælper os med at matche den stigende efterspørgsel på vores produkter og sikre, at vi forbliver på rette spor for at opfylde vores årlige omsætningsmål på fem mia. dollars (22,5 mia. kr.) i 2023," siger Lukas.

For at få mere vækst i flere markeder har Fonterra ansat over 56 kokke i 50 forskellige lande, som tager ud til kundernes køkkener, f.eks. restauranter, for at vise, hvad mejeriets produkter kan bruges til. Det giver indsigt i, hvad kunderne søger for produkter og hvilke udfordringer de har. Det gør det lettere at designe nye produkter, fortæller den globale direktør for Anchor Food Professionals, Grant Watson.

Medie: Arla-partner med i kamp om australsk mejeri

Arla-konkurrent kigger på muligheder for europæisk mælkebørs

Fonterra løftede bundlinjen i første halvår

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også