Ekstrem prisstigning får isproducent til at droppe vanilje

Det påvirker prisen vildt, at en cyklon har ramt verdens førende producentland af vanilje. Det tager en isproducent nu konsekvensen af, efter selskabets oprindelige leverandør har mere end tidoblet sin pris på vanilje.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det er langt fra kun prisen på smør og andre mejeriprodukter, der i øjeblikket er på himmelflugt.

Også prisen på vanilje stikker helt af i disse år – også taget i betragtning af, at verdensmarkedsprisen på vanilje over årene har svinget meget.

Det skriver Financial Times, som oplyser, at prisen på et kilo vanilje nu er nået over 600 amerikanske dollar – omkring 3800 kr. – hvilket er rekord.

Til sammenligning kostede et kilo vanilje omkring 30 dollar i starten af 2013 og omkring 300 dollar i starten af 2016.

Ifølge avisen skyldes den ekstreme prisstigning, at en cyklon tidligere i år ramte Madagascar, som er verdens førende producentland af vanilje.

Prisstigningen har fået isproducenten Oppo, der laver is i den dyre ende, og som sælges i over 1.000 forretninger og steder i Storbritannien, til helt at droppe vaniljeis i sit sortiment.

Det sker, fordi Oppos oprindelige leverandør af vanilje har mere end tidoblet sin pris på vanilje som følge af cyklonen Enawos hærgen i marts. En cyklon, der medførte, at omkring en halv million mennesker måtte forlade deres hjem.

"Den (prisstigningen, red.) er så latterlig," siger Charlie Thuillier, grundlægger af og adm. direktør hos Oppo, til Financial Times.

Oppo har hovedkvarter i London.

Livet er for koldt til koldskål - og is

Bornholmsk rigmandsfamilie investerer i øens ismejeri 

Øl-is kan blive nyt sommerhit

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også