Landbrug & Fødevarer tordner mod Dyrenes Beskyttelse

En kampagne om "burgrise" fra Dyrenes Beskyttelse bliver skarpt kritiseret af Landbrug & Fødevarer, der tager til genmæle over for dyreværnsorganisationen.
Foto: /ritzau/Line Ørnes Søndergaard
Foto: /ritzau/Line Ørnes Søndergaard

(Artiklen er opdateret 15.08.17 kl. 09.39 med citat fra Dyrenes Beskyttelse)

Landbrug & Fødevarer er bestemt ikke tilfreds med en ny kampagne fra Dyrenes Beskyttelse under mottoet "Hvis bare grise var høns. Burgrise – nej tak."

Kampagnen opfordrer danskerne til at donere penge og underskrifter til Dyrenes Beskyttelse i kampen mod grisenes dårlige dyrevelfærd. Men Landbrug & Fødevarer kalder kampagnen for "et desperat angreb og bevidst manipulation."

"Hos Dyrenes Beskyttelse har man skiftet fakta og fornuft ud med fanfarer og fanatisme. Det handler tydeligvis om at fremprovokere mest mulig forargelse hos danskerne, så de fremover får dårlig samvittighed, hvis de så meget som nærmer sig en leverpostej," siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse.

Han fremhæver, at "Danmark har et højt niveau af dyrevelfærd, og at de danske svineproducenter passer godt på deres dyr."

"På en lang række områder har vi danske særregler, som går videre end EU-lovgivningen. Det ved de også godt hos Dyrenes Beskyttelse, så kampagnen er et desperat angreb og bevidst manipulation. Hvis Dyrenes Beskyttelse virkelig vil gøre en forskel for grisene, burde de kæmpe for at indføre danske standarder i andre lande," lyder opfordringen fra formanden for Landbrug & Fødevarer i meddelelsen.

Det sker, efter Dyrenes Beskyttelse har kritiseret de forhold, danske slagtesvin lever under.

"Vi er meget langt fra vores børnelærdom med det idylliske billede af landmandens bondegård. Det er i virkeligheden grisefabrikker, vi har med at gøre. Det er en benhård industri, som går ud på at lave så meget svinekød til så billige penge som muligt. Vi tror ikke på, at det er en holdbar strategi på langt sigt for dansk landbrug," sagde Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, da kampagnen "burgrise" blev lanceret først på måneden.

Den danske svineproduktion beskæftiger mere end 33.000 personer i Danmark og giver et årligt bidrag til BNP på 18-19 mia. kr.

Ny prognose: Slagterierne er på vej ud af mørket

Slagteriernes kinesiske eventyr er forbi - eksporten styrtdykker 

Danske slagterier har ramt bunden 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også