Brasiliens højesteret får bestikkelsesrapport om præsidenten

Brasiliens statsanklager ventes snart at sigte præsident Michel Temer i bestikkelsessagen, der i stor stil har ramt kødkoncernen JBS, oplyser kilder.
Brasiliens præsident, Michel Temer, ventes snart at blive sigtet for korruption af landets statsanklager. | Foto: Eraldo Peres/Polfoto
Brasiliens præsident, Michel Temer, ventes snart at blive sigtet for korruption af landets statsanklager. | Foto: Eraldo Peres/Polfoto
AF RITZAU

Korruptionsbeskyldninger vil ikke slippe Brasiliens præsident, Michel Temer. 

Det føderale politi påstår at ligge inde med klare beviser for, at Temer har modtaget bestikkelse. 

Som modydelse skulle han hjælpe virksomheden JBS, der er verdens største kødproducent.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer. 

Oplysningerne stammer fra Brasiliens øverste domstol, som tirsdag modtag en redegørelse fra politiet om dets efterforskning af Temer. 

Hovedpersonen, der tirsdag var på besøg i Rusland, har gentagne gange afvist alle beskyldninger om ulovligheder. 

Men Brasiliens højesteret oplyser, at den nu ligger inde med så mange beviser på det modsatte, at sagen skal undersøges nærmere. 

Statsanklager Rodrigo Janot vil bruge rapporten fra politiet som udgangspunkt for at føre en korruptionssag mod den konservative præsident. Det skriver nyhedsbureauet AFP. 

Janot ventes senest i slutningen af næste uge formelt at rejse en tiltale mod Temer for korruption. Det oplyser anonyme kilder tæt på statsanklageren til nyhedsbureauet Reuters. 

Men ifølge Brasiliens forfatning er det i sidste ende en politisk afgørelse, om landets statsoverhoved skal stilles for retten. 

To tredjedele af underhuset i kongressen skal godkende en sigtelse. Først derefter kan højesteret indlede en sag mod en siddende præsident. 

Temer har, siden han i august sidste år formelt blev indsat som præsident, været rodet ind i korruptionsbeskyldninger. 

Avisen O'Globo skrev tidligere på året, at præsidenten 7. marts mødtes med milliardæren Joesley Batista fra JBS.

Batista lavede en lydoptagelse af mødet. Her fortalte han Temer, at han betalte penge til den korruptionsdømte tidligere formand for parlamentet Eduardo Cunha.

Ifølge avisens rapport svarede Temer: 

"Du er nødt til at blive ved med det." 

Præsidenten hævder, at lydklippet er manipuleret. 

Batista er selv anklaget for korruption. 

Tidligere i juni besluttede Brasiliens øverste domstol for valganliggender, at der ikke skulle rejses en sag mod Temer. Han var beskyldt for ulovlig kampagnefinansiering i forbindelse med valget i 2014.

Brasilianske JBS-ejere skal betale bøde på 21 mia

Brasiliens præsident langer ud efter JBS-topchef

Brasiliens præsident forsøger sig med brandslukning

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu