Den omsiggribende brasilianske kødskandale er ifølge Foodbev.com nået til endnu en skillevej.
Ifølge hjemmesiden er J&F Investimentos, der er majoritetsejer i den store brasilianske kødkoncern JBS, blevet idømt en bøde på 3,2 mia. dollars, eller hele 21,2 mia. danske kr. Bøden er angiveligt den største i Brasiliens historie.
Skandalen, som senest for et par uger siden førte til at syv direktører som del af et forlig må betale omkring 450 mio. kr. i bøde, har også involveret landets præsident Michel Temer. Ifølge en båndoptagelse skulle han angiveligt have været vidende om bestikkelsen af landets politikere. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Temer selv taget imod cirka 4,6 mio. dollars i bestikkelse.
Ifølge Foodbev.com hævder de to J&F Investimentos-ejere Joesley og Wesley Batista, at de i alt har brugt 184 mio. dollars, svarende til 1,22 mia. kr., til at bestikke i alt 1900 politikere.
De to ejere trak sig i sidste uge fra arbejdet i J&F Investimentos' bestyrelse som konsekvens af den store uro og de mange beskyldninger.
Først til december vil J&F Investimentos tage hul på den 25 år lange betalingsperiode af de mange milliarder.
Brasiliens præsident langer ud efter JBS-topchef
Kødchef indgår millionforlig i korruptionssag
Brasiliens finansmarkeder i frit fald efter politisk uro med tråde til kødkoncern