Foodservice Danmark foretager nyt opkøb

To uger efter Foodservice Danmark satte sig på slagteriet Grambogaard, har Dagrofa-selskabet købt kontrollen i endnu et selskab. Denne gang på fiskefronten.
Foto: PR-billede/Dagrofa
Foto: PR-billede/Dagrofa

Mens det i slutningen af maj handlede om økologiske bøffer, handler det fredag formiddag om fisk.

Foodservice Danmark har ifølge en meddelelse opkøbt fiskegrossisten Strandby Fisk, og igennem det køb opsluger foodservice-koncernen også selskabet Rasmus Clausen & Sønner.

Opkøbet sker for at styrke forretningen inden for fersk fisk, hedder det i meddelelsen.

"Vi har ledt længe efter det helt rigtige opkøb inden for fisk, som er den sidste ferskvarekategori, hvor vi har manglet vores eget specialistselskab. Det får vi i den grad med disse opkøb, som med egen fiskeopskæring, yderst på havnekajen i det traditionsrige fiskermiljø i Strandby, giver os præcis den unikke kompetenceplatform og høje kvalitetsstandard som vi har søgt," udtaler Christian Jørgensen Storinggaard, adm. direktør Foodservice Danmark.

Overtagelsen af Strandby Fisk effektueres 1. august, men kommer ikke umiddelbart til at betyde noget for driften i fiskeselskabet, der ledes af adm. direktør Kenneth Kajgaard og salgsdirektør Gustaf Olafsson, der begge ejer andele i virksomheden.

I forbindelse med købsaftalen er der indgået en aftale om, at Strandby Fisk samtidig overtager skærestue og fiskeeksportør Rasmus Clausen & Sønner, som også har hjemme i Strandby.

"Vores fokus vil til en start være på at sikre opretholdelsen af den bedste kvalitet og service til de eksisterende kunder i Strandby Fisk og Rasmus Clausen & Sønner. Vi håber snart at kunne gå i gang med en udbygning af faciliteterne i Strandby, så vi også kan tilbyde vores kunder i Foodservice Danmark den bedste ferske fisk fra Strandby," udtaler Christian Jørgensen Storinggaard.

Til FødevareWatch oplyser direktøren, at Strandby-virksomheden beskæftiger 15-18 mennesker og omsætter for i omegnen af 60 mio. kr.

Mere på paletten

I slutningen af maj købte Dagrofa-selskabet det økologiske, fynske Grambogård-slagteri, som led i den strategi, som nu altså også har ført til opkøbet af fiskevirksomheden i Strandby.

"Vores kunder stiller i stigende grad krav til hele værdikæden – fra opdræt til tallerken – og med Grambogård som ny økologisk specialistproducent bliver Foodservice Danmark landets førende leverandør af velfærdskød," udtalte Christian Jørgensen Storinggaard i den forbindelse.

Udover de seneste to opkøb har Foodservice Danmark i forvejen nicheforretninger som HKI Ost, Grønt Fokus, Prima Frugt og Kødgrossisten.

Resultatet næsten halveret i Foodservice Danmark

Foodservice Danmark overtager Grambogård

Foodservice Danmarks nyerhvervede slagteri leverer rekordresultat

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også