WWF kræver mere bæredygtige supermarkeder

Ifølge en ny undersøgelse foretaget for WWF Verdensnaturfonden ønsker danskerne, at supermarkederne "tager aktivt ansvar for vores natur og klima." Organisationen stiller i ny kampagne fem krav til de danske supermarkeder.
Foto: Colourbox/Arkiv
Foto: Colourbox/Arkiv

I en ny kampagne stiller WWF Verdensnaturfonden fem krav til landets supermarkeder "om at sikre anstændige fødevarer," som det hedder i en pressemeddelelse.

De fem høje krav handler om, at grøn og klimavenlig mad skal være nemt og attraktivt, madspild skal stoppes, økologi skal altid være en mulighed, fisk og skaldyr skal være fanget og opdrættet med omtanke for naturen og ingen varer skal have tropisk skov på samvittigheden.

"Det er alarmerende vigtigt at fremme bæredygtig fødevareproduktion og for alvor gøre det moderne og nemt at spise klimavenligt. Supermarkederne spiller en afgørende rolle som bindeled mellem forbrugerne og fødevareproducenterne – og har stor magt over om varerne på hylderne i butikken er bæredygtige og ikke presser natur og klima," udtaler Christoph Mathiesen, seniorrådgiver på fødevarer i WWF Verdensnaturfonden.

WWF: Danskerne efterspørger mere bæredygtighed

En ny Megafon-måling foretaget for WWF Verdensnaturfonden viser, at danske forbrugere er klar til at ændre madvaner, hvis det kan gavne natur og klima. Samtidig viser målingen ifølge WWF, at danskerne også stiller krav til landets supermarkeder om at handle mere ansvarligt, bæredygtigt og klimavenligt.

I undersøgelsen svarer 45 pct., at de er villige til at spise mindre kød, hvis det kan reducere CO2-udledningen. Og 29 pct.svarer, at de spiser mindre kød i dag end for et år siden.

"Forbrugerne skal kunne have tillid til, at alt hvad de putter i indkøbskurven er ordentligt produceret. Supermarkederne har et stort ansvar for at sikre, at bøffen i køledisken ikke har ryddet regnskov, at tunen i dåsen ikke er overfisket, og at det er nemt og attraktivt som forbruger at vælge de grønne og klimavenlige varer," udtaler Christoph Mathiesen.

For 61 pct. af de adspurgte har det stor eller meget stor betydning for, hvor de vælger at handle ind, og at supermarkedet arbejder aktivt for at undgå madspild. 69 pct. af de adspurgte ønsker, at supermarkederne indfører flere økologiske varer. Og 58 pct. finder det vigtigt, at supermarkedet har fokus på at reducere sit eget energiforbrug og klimabelastning.

Greenpeace og Coop i infight over tun

Dansk handelsvirksomhed mærket af vietnamesisk fup

Opdrættede fisk overhaler snart de vildtfangede

Torskebestand i Nordsøen og Skagerrak den største i 30 år

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også