Cloetta overtager bland-selv-kongen Candyking

Cloetta har købt bland-selv-distributøren Candyking til en pris af 325 millioner svenske kroner.
AF RITZAU, JØRGEN RUDBECK OG THOMAS MØRCH

Slik- og chokoladeproducenten Cloetta har været på indkøb og har sikret sig ejerskabet af bland-selv-distributøren Candyking.

Selskabet skriver i en pressemeddelelse, at man har betalt en pris af 325 millioner svenske kroner.

Prisen kan dog blive op mod 225 mio. kr. højere afhængigt af de finansielle resultater i 2018.

De fleste danskere med en sød tand kender formentlig Candyking, der står for at stille standere med bland-selv-slik op i en lang række butikker landet over. 

Virksomheden blev stiftet i Sverige i 1984 under navnet Karamellkungen og er siden vokset til at omfatte sliksalg i syv lande.

Her leverer man til 8000 slikbutikker og supermarkeder, herunder godt 1700 butikker i Danmark - blandt andet Bilka- og Føtex-butikkerne.

Den årlige omsætning lyder på 1300 millioner svenske kroner, mens overskuddet før skat og renter lød på bare 30 millioner svenske kroner.

Dermed nåede Candykings adm. direktør, Dani Evanoff, kun at eje selskabet i en god måneds tid, efter at han købte det fri af kapitalfonden Accent Equity.

Candyking har hovedsæde i Sverige, men beskæftiger også mere end 55 ansatte på selskabets danske kontor i Randers. Herfra leveres slik til over 1.700 butikker i hele landet.

Slikhylder under pres

Tilbage i 2014 var Candyking-ejerne involveret i en mislykket børsnotering, og senere kom foretagendet under pres, da Coop i Norge og detailkoncernen Bergendahls i Sverige valgte ikke at forlænge samarbejdet med slikleverendøren. Candyking omsatte tilbage i 2014 samlet for knap 1,8 mia. kr., og heraf stod Bergendahls-kæderne Citygross, Matöppet og Eko for knap fire pct. af omsætningen, mens Coop Norge stod for omkring fem pct.

Som de to øvrige koncerner, valgte Coop i Sverige i 2014 også konkurrenten Cloetta som leverandør til deres løssalg af slik. I Danmark har både Dansk Supermarked og Coop en historie med Candyking.

De mange udfordringer i slikmarkederne satte deres præg i regnskabet for 2015. Samlet gik Candykings volumen sidste år tilbage med 19 pct., og omsætningen dalede med 13,7 pct. til 1,525 mia. svenske kr. På bundlinjen gik resultatet tilbage med 30 mio. svenske kr. til 39 mio. svenske kr. Af 2015-regnskabet fremgik det, at man så positive tendenser for de danske og norske markeder, og at de til dels kompenserede for tilbagegangen i Sverige.

Sund slik til danskerne

I Danmark fik Candyking tilbage sidste efterår ny direktør i form af forhenværende Cult-chef Lars Klausen. Fra start lagde han ud med store forventninger til et nyt koncept, hvor man udvider sortimentet i tag-selv-montrene til også at indeholde sund slik og tørret frugt. Til FødevareWatch sagde han i oktober 2015, at Parrots, som konceptet hedder, skulle være med til at løfte Candykings resultat.

"I en tid med flere sager om illegal slikhandel er det ekstremt vigtigt for os at fremstå som en virksomhed, der driver en ordentlig forretning. Vi følger Fødevarestyrelsens retningslinjer og sørger altid for at have rene slikstativer og friske produkter på hylderne. Det er essentielt, at vores kunder får en god oplevelse, når de blander slik. Eller bananchips og chilinødder," sagde Lars Klausen i oktober 2015.

Trods høje afgifter: Candyking tror fortsat på nøddesats

Candyking solgt til svensk slikprins

Presset Candyking køber sig ind i kagemarkedet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også