Novozymes-finansdirektør: Lave oliepriser presser fortsat vores indtjening

I det lange perspektiv er Novozymes-lyset en smule klarere end tidligere, men drømmene og høje snarlige vækstrater får lov at ligge lidt længere i skuffen.
Foto: Novozymes/ PR
Foto: Novozymes/ PR

Gamle vækstdrømme om mere grøn energi i tanken i den globale bilpark er ikke droppet, og drømme om høje vækstrater ligger stadig i skuffen hos den danske enzymgigant Novozymes.

Forude er lyset da også en smule klarere end tidligere, og det kan ses på regnskabet for fjerde kvartal 2016, som enzymselskabet onsdag har offentliggjort.

I kvartalet voksede omsætningen for både biobaseret og majsbaseret ethanol med 7 pct., og samlet trækker det årsvæksten op på 3 pct.

Men det tal står i skærende kontrast til tidligere storhedstider for Bioenergi-divisionen, hvor væksten eksempelvis i 2013 og 2014 lå på henholdsvis 12 og 19 pct.

Foto: Novozymes
Foto: Novozymes

"Det er fortsat den lave oliepris, der rammer. Men faktisk fortæller årets sidste kvartal en lille positiv historie," siger Benny Loft, der er finansdirektør hos Novozymes.

"Vi har set en vækst i biomassebaseret ethanol. Det er ikke, fordi der er kommet nye produktionsanlæg til og heller ikke på grund af nye kunder, da vi allerede leverer til fem ud af seks fabrikker, men væksten er der, fordi anlæggene kommer ud med en højere udnyttelse," siger finansdirektøren.

Efter at divisionen i nullerne blev set som det helt store lys hos Novozymes, er den globale vækst blevet sat under pres af en finanskrise. Og da også olieprisen er raslet ned, har det sat sine tydelige spor i divisionen.

"Man kan sige, at vi har ventet tre til fire år med at komme hertil," siger Benny Loft.

At Donald Trump indtager Det Hvide Hus på fredag, har også været drøftet i Novozymes' hovedkvarter i Bagsværd. Og det er ikke, fordi man lige frem frygter den nye præsident - men man holder øje med ham.

"Der er ikke noget lige nu, der nødvendigvis tyder på, at USA vil ændre på de allerede eksisterende blandingskrav af ethanol i benzin. Vi ved, at en hel landbrugsindustri i USA er afhængige af produktion af bioethanol, men lige nu er det svært at se, hvad der kommer til at ske," siger Benny Loft.

Novozymes-chef: De fleste af de 198 får besked i dag

Novozymes-formand stopper: Tidligere Carlsberg-boss tager over

Novozymes-formand stopper: Tidligere Carlsberg-topchef kan tage over

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også