Novozymes skruer ned for forventninger og opsiger 198

Vækstmålene får igen et skud for boven i enzymproducenten Novozymes, der netop har afleveret årsregnskab. 198 medarbejdere bliver opsagt i et forsøg på at skærpe fokus og fastholde rentabilitet.
Foto: Novozymes/ PR
Foto: Novozymes/ PR
AF RITZAU FINANS

Enzymproducenten Novozymes ser sig nødsaget til at fyre 198 medarbejdere for at skærpe fokus på de forretningsområder, der har højst vækstpotentiale.

62 af fyringerne vil ske i Danmark.

Det fremgår af årsregnskabet for 2016, der er offentliggjort onsdag morgen.

"Novozymes ser langsigtede muligheder inden for industriel bioteknologi og vil fortsat investere i innovation med henblik på at realisere potentialet i sin pipeline. Med en succesfuld kommercialisering af pipelinen vil det være muligt at vende tilbage til de historiske organiske salgsvækstrater," skriver Novozymes i regnskabet og fortsætter:

"Novozymes allokerer nu yderligere ressourcer til forretningsmuligheder med højt vækstpotentiale, især på nye vækstmarkeder, samtidig med at vi fastholder rentabiliteten. Dette medfører desværre, at vi den 18.-19. januar 2017 må tage afsked med 198 medarbejdere på tværs af organisationen og geografiske områder, heraf 62 i Danmark."

Når ikke organisk vækstmål

Novozymes fastholder de fleste af sine langsigtede forventninger i forbindelse med regnskabet for fjerde kvartal 2016 - men påpeger, at selskabet ikke vil være i stand til at nå målsætningen for den organiske vækst i 2017.

"Eftersom de fleste af programmerne ikke vil have tilstrækkelig kommerciel effekt til at kunne bidrage væsentligt til omsætningen i de kommende et til to år, forventer Novozymes pt ikke, at den organiske salgsvækst i 2017 vil kunne komme op på det historiske niveau. Dette vil først være muligt, når kommercialiseringen er blevet en succes," skriver selskabet i regnskabet.

Hidtil ventede man i Novozymes desuden at nå de langsigtede mål i 2020 - men det mål har man ikke længere.

Det siger selskabets finansdirektør, Benny Loft, til Ritzau Finans:

"Vi tror fortsat på, at vi når en historisk salgsvækst på 6-7 pct. Men vi sætter ikke længere en begrænset tidsperiode på. Vi kan allerede nu se, at vi ikke når det i år," siger Benny Loft.

Novozymes ser en organisk salgsvækst i 2017 på 2-5 pct.

I de langsigtede mål er væksten på 6-7 pct., og selskabet fastholder desuden sit langsigtede mål om en EBIT-margin på eller over 26 pct. Men altså nu uden en bagkant, der hedder 2020.

Novozymes skar i sine langsigtede forventningerne i forbindelse med regnskabet for fjerde kvartal 2015, hvor man tidligere havde ventet en organisk salgsvækst på gennemsnitlige 8-10 pct. i de seks år fra 2015-2020. Men nu er tidshorisonten altså taget ud af ligningen.

Kvartal overraskede analytikere

Novozymes kom ud fjerde kvartal i 2016 med et overskud af primær drift (EBIT) på 1062 mio. kr. og et nettoresultat på 805 mio. kr.

I forhold til analytikernes forventninger klarede selskabet sig dermed lidt bedre end ventet, viser estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Medianen af 11 analytikeres estimater var et EBIT-resultat på 1032 mio. kr. og et overskud efter skat på 790 mio. kr.

I det tilsvarende kvartal året før fik Novozymes et overskud af den primære drift på 962 mio. kr. og overskud efter skat på 693 mio. kr.

Novozymes' omsætning steg i fjerde kvartal 2016 til 3714 mio. kr. fra 3452 mio. kr. i fjerde kvartal året før. Til sammenligning var der ifølge Ritzau Estimates ventet en omsætning på 3623 mio. kr.

Lave forventninger til 2017

Novozymes forventer i 2017 en organisk salgsvækst på 2-5 pct., mens forventningen til salgsvæksten i danske kroner lyder på 3-6 pct.

I 2017 forventes driftsresultatet (EBIT) desuden at vokse med 3-6 pct. i kr., svarende til en overskudsgrad på cirka 28 pct., og på bundlinjen efter skat vil der være en resultatvækst på 2-5 pct., forventer enzymselskabet.

Novozymes-optakt: Endnu en nedgradering kan være i støbeskeen

Chr. Hansen: Større downside risiko end upside

Novozymes og Monsanto kommer med nyt produkt til majsavlerne

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også