Esben Lunde Larsen lover øget gennemsigtighed

Under et samråd om MRSA-bakterien i Folketingets miljø- og fødevareudvalg har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen lovet, at det fremover kommer til at fremgå, hvis forskere og myndigheder er uenige.
Foto: DAUGAARD JENS HENRIK/POLFOTO/arkiv
Foto: DAUGAARD JENS HENRIK/POLFOTO/arkiv
AF RITZAU

Et to en halv time langt samråd onsdag eftermiddag har ikke gjort offentligheden meget klogere på, hvordan det kan være, at ekspertanbefalinger om den resistente MRSA-bakterie ikke nåede frem til politikerne.

Men til gengæld har både folketingspolitikerne og offentligheden i al almindelighed fået et klart løfte fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V): Det bliver bedre fra nu af.

Ministeren lover under samrådet om MRSA-bakterien, at det fremover vil fremgå, hvis forskere, der bliver betalt for at rådgive myndighederne, er uenige med eksempelvis Fødevarestyrelsen, som sådan som det har været tilfældet med bekæmpelsen af den resistente svinebakterie.

"Alle har en interesse i, at den forskningsbaserede myndighedsbetjening er uhildet og fri. Man skal ikke hugge en hæl og klippe en tå for at kunne sende noget over," siger Esben Lunde Larsen.

"Vi er til for borgerne, vi er til for Folketinget. Det har jeg sagt meget klart, det tror jeg alle medarbejderne i ministeriet vil kunne bevidne," tilføjer han.

Miljø- og Fødevareudvalget havde onsdag indkaldt Lunde Larsen i samråd om Fødevarestyrelsens rolle i forbindelse med fjernelse og/eller tilbageholdelse af ekspertvurderinger fra DTU om bekæmpelse af MRSA-bakterier i den danske avlstop.

Udvalget havde på forhånd bedt ministeren redegøre for Fødevarestyrelsens rolle i forbindelse med fjernelse eller tilbageholdelse af ekspertvurderinger fra DTU om bekæmpelse af MRSA-bakterier, samt hvilke konsekvenser dette efter ministerens mening bør få.

Derudover havde udvalget også bedt Esben Lunde Larsen oplyse, hvilke initiativer han vil iværksætte for effektivt at komme MRSA-bakterier til livs i dansk landbrug.

Som et tredje element blev han bedt om at redegøre for, hvilken betydning Fødevarestyrelsens håndtering af centrale ekspertanbefalinger, herunder forelæggelsen for skiftende ministre og for Folketinget, har haft for indsatsen mod MRSA.

Daværende fødevareminister Henrik Høegh blev allerede i 2010 oplyst om, at DTU anbefalede at rette indsatsen mod den såkaldte avlstop.

Se MRSA-samrådet med Esben Lunde Larsen

Minister vil løse MRSA-problem med internet-kursus

MRSA-sag starter debat om forskningsfriheden i Danmark

Tidligere departementchef om MRSA-sag: Ændrer du noget, så skal ministeren orienteres

Overblik: MRSA-anbefalinger blev holdt skjult i årevis

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også