Tidligere Baresso-mand på plads som ny direktør i Paradis Is

Paradis Is har fundet manden, der skal være frontfigur på kædens amerikanske togt.
Foto: PR
Foto: PR

Den kendte danske iskæde Paradis Is har siden midten af august været på udkig efter en ny adm. direktør, men nu er jagten slut.

Anders Wall, der fra april 2012 til juli 2016 var kommunikationschef i kaffekæden Baresso, blev indsat på direktørposten den 25. oktober og har altså været i gang med sit nyt job i knap tre uger.

Han overtager stillingen fra Martin Andersen, der i august stoppede efter omtrent tre et halvt år på posten.

Begge parter bekræftede dengang over for FødevareWatch, at det var Matin Andersens egen beslutning, og at bruddet er foregik i god ro og orden. FødevareWatch fangede ved den lejlighed Søren Falck Hansen, International Manager i Paradis Is, på en telefon fra Los Angeles, hvor kæden arbejder hårdt på et gennembrud, for at høre om direktørjagten.

Hvornår forventer I at have en ny adm. direktør på plads?

"Det er vigtigt for os at finde den helt rigtige profil, og det har vi med lidt held før den 1. januar."

Hvad skal den nye profil kunne?

"Ekspansionen i Los Angeles fylder meget, og flaskehalsen er at finde de helt rette lokationer. Det er en stor prioritet, og det vil vi gerne have en profil, der kan hjælpe os med."

Dårligt isvejr i 2015

I 2015-regnskabet, der blev offentliggjort i juni, ses det, at personaleomkostningerne i Paradis Is er faldet med lidt mere end 200.000 kr. Martin Andersen forklarede i den forbindelse til FødevareWatch, at virksomheden fokuserer sin energi på den anden side af Atlanterhavet.

"Vi stabiliserer den danske forretning lige i øjeblikket, og putter nogle af ressourcerne over i den amerikanske forretning, da vi jo udvider herovre."

Regnskabet for 2015 var også præget af regn og dårligt isvejr.

Bruttofortjenesten gik tilbage med 250.000 kr. og endte derfor på 9,3 mio. kr. På trods af den lavere bruttofortjeneste, gik bundlinjen en smule frem, mere præcist med 18.000 kr., og årets resultat endte derfor på 1,9 mio. kr.

Den lille fremgang skyldes blandt andet, at de finansielle indtægter steg og de finansielle omkostninger faldt. Det var primært valutakursgevinster fra de amerikanske butikker, der reddede posten med en fremgang på over 200.000 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også