Det kan godt være, at Danmark ikke kan eksportere frisk mælk helt til Malaysia, hvor efterspørgslen på mælkeprodukter er i hastig vækst. Til gengæld rejser dansk viden om staldteknologi og fødevaresikkerhed fint helt til Sydøstasien.
Torsdag underskriver miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen en samarbejdsaftale med sin malaysiske modpart om netop dette. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
Den danske mælke-viden skal bidrage til, at malaysierne kan opbygge sin egen mælkeproduktion. Ambitionen er, at de selv skal kunne forsyne det voksende hjemmemarked for mælkeprodukter, der i 2016 har en værdi af ca. 5,3 mia. kr.
"Lige nu er stort set alle mejeriprodukter i Malaysia importeret. Samtidig stiger efterspørgslen efter frisk mælk, yoghurt og ost med fem til ti procent om året. Potentialet for eksport af dansk landbrugsteknologi og know-how er indlysende," siger Nicolai Ruge, Danmarks ambassadør i Malaysia, i meddelelsen.
Samarbejdet mellem Danmark og Malaysia er på ministerielt niveau og omfatter bl.a. sygdomsbekæmpelse, transport og køling af mælk.
Storkøkken laver gourmet-is på tidligere forbudt mælk
Arla-tal: Det kræver danskerne af mælkebønderne
Kan køer flyde?