Claus Meyer har tjent 250 millioner på et år

Madimperialisten Claus Meyer hev 250.777.000 kroner hjem i 2015. Frasalget af store dele af virksomheden til kapitalfonden IK Investment Partners har en naturlig stor post i tv-kokkens millionregnskab.
Den tidligere tv-kok Claus Meyer tjente i 2015 250 mio. kr. | Foto: Finn Frandsen/Polfoto
Den tidligere tv-kok Claus Meyer tjente i 2015 250 mio. kr. | Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Det netop offentliggjorte regnskab for Claus Meyer Holding A/S viser, at selskabet tjente 250,77 mio. kr. i 2015.

Det er den tidligere tv-kok Claus Meyer, der sidder som eneejer i selskabet Claus Meyer Holding A/S. Det store millionbeløb tilhører derfor ham alene.

Pengene kommer fra en række virksomheder, som holdingselskabet ejer, herunder flere restauranter og frugtplantagen Lilleø Økofrugt, der i det forgangne år dog ikke har bidraget med et plus. Holdingselskabets store millionindtjening skyldes dog hovedsageligt salget af Meyers A/S i november 2014 til den britiske kapitalfond IK Investment Partners. Fonden lagde 800 mio. kr. på bordet for at få fingrene i Meyers og madimperiet Løgismose.

"2015 var præget af salget af en stor del af koncernens aktiver til Industri Kapital i januar 2015. Ved den lejlighed overgik en række af koncernens selskaber til det nye selskab Løgismose Meyers, og kun en mindre del af de danske aktiviteter forblev under koncernens ejerskab. Koncernens indtjening er derfor i altovervejende grad præget af de ekstraordinære gevinster fra salget," skriver ledelsen i 2015-regnskabet i Claus Meyer Holding, som blev stiftet 30. juni 2015.

Af regnskabet fremgår det, at koncernen og moderselskabet landede et overskud på knap 251 mio. kr., mens egenkapitalen hos begge ramte 261 mio. kr.

Gæld er der ikke meget af i Meyers selskaber. Koncernen har samlet gældsforpligtelser for 13,294 mio. kr., heraf udgør 11,535 mio. kr. kortfristet gæld og 1,759 mio. kr. langfristet gæld. Moderselskabet har derimod 0 kr. i langfristet gæld og 7,686 mio. kr. i kortfristet.

Skat af årets resultat hos koncernen stod på -291.000 kr., mens moderselskabet fik plus på posten med 34.000 kr. Selskabsskatten var for begge på 2,828 mio. kr., og de udskudte skatteaktiver var hos koncernen 637.000 kr. og 0 kr. hos moderselskabet.

 

USA's store rolle

I sommeren 2014 meddelte Claus Meyer, at han ville tage sit madeventyr til USA. Beskeden lød på, at kokken ville åbne en restaurant i Vanderbilt Hall, der har hjemme i New Yorks knudepunkt togstationen Grand Central Terminal.

I foråret 2016 kunne Meyer slå dørene op til restauranten Agern på Grand Central Station i New York, som fik gode anmeldelser.

"2015 var også året, hvor koncernens amerikanske etablering for alvor tog fart, hvad angår både organisationsopbygning og investeringsniveau. Disse aktiviteter vil begynde at generere indtægter i løbet af 2016," skriver ledelsen og tilføjer, at 2016 vil byde på åbningen af flere aktiviteter i det store land, men ikke hvad.

Træerne vokser ikke ind i himlen, og ledelsen forventer på ingen måde, at de flotte trecifrede millionoverskud bliver en tilbagevendende affære - tværtimod:

"Ledelsen forventer, at 2016 resultatet vil blive negativt og dermed væsentligt lavere end resultatet i 2015. Grunden er dels 2015’s betydelige ekstraordinære indtægter, dels at de tilbageværende (og delvist nye) selskaber i koncernen i 2016 i væsentlig grad er under opbygning og derved endnu ikke leverer et positivt bidrag til koncernens resultat."

Ydermere påpeges det, at man for fremtiden vil være meget afhængig af den amerikanske økonomi. Både fordi regnskabet opgøres i kroner, og man derfor vil være afhængig af dollarkursen, men også de amerikanske forbrugeres lyst til at købe produkter med Norden, som afsender.

FødevareWatch har uden held forsøgt at indhente en kommentar fra Claus Meyer.

Løgismose Meyers må indkassere et minus i sit første år

Avis: Knas i fusionen mellem Løgismose og Meyers

Her er Meyers store New York-plan

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter