Kims opgiver slagsmål om retten til at sælge firkantede chips

Chipsproducenten Kims har valgt at opgive sag om eneret mod rivalen Taffel.
Foto: Carsten Andreasen/Polfoto/Arkiv
Foto: Carsten Andreasen/Polfoto/Arkiv
AF PETER SIMONSEN

To af landets største snackproducenter skal alligevel ikke tørne sammen i en strid om eneretten til at lave firkantede chips.

Tidligere i år valgte den norskejede chipsproducent Kims, der har hovedsæde på Fyn, at slæbe ærkerivalen Taffel i Sø- og Handelsretten. Årsagen var, at Taffel i januar lancerede sit nye produkt, Super Snacks, som til forveksling ligner Kims’ velkendte snackchips.

Nu har Kims imidlertid valgt at trække sagen tilbage, oplyser Kims' adm. direktør, Kim Munk, til Finans.

"Vi har lavet en aftale med Taffel om, at de ikke længere sælger deres firkantede chips på det danske marked og samtidig sikret, at vi er de eneste, der må markedsføre produktet i Danmark," siger han.Dermed betragter Kims-direktøren sagen som vundet og siger, at man afventer en afgørelse fra Patent- og Varemærkestyrelsen, der allerede har forhåndsgodkendt Kims’ registrering af firkantede chips.

"Vi har rettighederne til at markedsføre denne bestemte patenterede firkant, men skal blot have registreringen endeligt godkendt," siger Kim Munk.

Kim Munk, adm. direktør i Kims. | Foto: PR-foto
Kim Munk, adm. direktør i Kims. | Foto: PR-foto

Kims har siden 1987 produceret sine firkantede snackchips og mener altså at eje rettighederne dertil på det danske marked. Modsat mener Taffel, der er ejet af den internationale snackgigant Intersnack, at firkantede chips er et generisk standardprodukt, som man ikke kan tage patent på.

Taffel-direktør Chris Samways siger til Ekstra Bladet, at Kims' tilbagetrækning af sagen er "et klart tegn på, at de troede, de ville tabe sagen." Mens tvisten har stået på, har Taffel stoppet salget af Super Snacks og samtidig ændret formen på chipsene, så de nu er ovale frem for firkantede.

Med Kims' beslutning om at opgive sagen vil Taffel sætte Super Snack-chipsene tilbage på hylderne, understreger Chris Samways. Om de igen skal gøres firkantede, er der endnu ikke taget stilling til.

Kims-direktør Kim Munk forventer, at Taffels firkantede chips er fortid.

"Men hvis de bliver genintroduceret på det danske marked, står vi i en ny situation, som vi må tage bestik af," siger han.

Kims og Taffel i slagsmål om firkantede chips

Kims leverer overraskende comeback

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter