Chr. Hansen: Flere studier påkrævet for EFSA-ansøgning

Selvom Chr. Hansen har kunnet dokumentere en sundhedsmæssig effekt af et af selskabets probiotiske stammer, så er det ikke nok til, at selskabet tror, at det kan få sat en såkaldt sundhedsanprisning på produktet hos Den Europæiske Fødevareautoritet, EFSA.
Foto: Juan Hein / Ritzau Scanpix
Foto: Juan Hein / Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Selvom Chr. Hansen har kunnet dokumentere en sundhedsmæssig effekt af et af selskabets probiotiske stammer, så er det ikke nok til, at selskabet tror, at det kan få sat en såkaldt sundhedsanprisning på produktet hos Den Europæiske Fødevareautoritet, EFSA.

Det fortæller Mikkel Jungersen, der er videnskabelig rådgiver i afdelingen for videnskabelige anliggender i Chr. Hansens division Health & Nutrition.

Chr. Hansen har i et studie med 1100 forsøgspersoner vist, at influenza-patienter, der dagligt indtog en dosis af den probiotiske stamme L. Casei 431 kun havde fem sygedage i snit, mens placebogruppen var syge otte dage.

"Vi vurderer hele tiden mulighederne for at indsende en ansøgning, og det har vi også gjort oven på det her studie, men vi mener ikke, at de her data kan stå alene," siger Mikkel Jungersen til Ritzau Finans.

"Så vi kommer ikke til at indsende en ansøgning på den baggrund. Vi vurderer ikke, at det er nok til at komme over barren hos EFSA, men vi vil fortsætte med at lave nye kliniske studier, og når vi har nok, så kommer vi til at sende ind," fortsætter han.

Mikkel Jungersen medgiver dog, at Chr. Hansen med studiet har fået en bedre datapakke, der viser, at det har en sundhedsmæssig effekt, hvis man indtager produkter, hvori L. Casei 431 indgår. Det kan for eksempel være mejeriprodukter.

Ud over at influenzapatienterne havde færre sygedage efter indtagelse af L. Casei 431, havde det også den effekt, at patienterne i lidt mindre grad opsøgte lægehjælp.

"Vi har fået en stærkere dokumentationspakke på L. Casei 431, og vi bliver altid klogere og klogere på, hvor det er, at den virker. På den måde kan vi indsnævre, hvilken population vi skal studere næste gang," siger Mikkel Jungersen.

Han vil dog ikke ind på, hvornår det næste studie er klar, ligesom han heller ikke kan komme med en tidshorisont for, hvornår Chr. Hansen venter at kunne indsende en ansøgning til EFSA.

"Når vi laver nye studier, så kigger vi rigtig meget på, om de kan være med til at støtte en EFSA-ansøgning. Og vi har en rigtig god forståelse for, hvad EFSA kræver. Udfordringen er, at selvom vi sætter et studie op, er det langt fra sikkert, at man får de ventede resultater, så vi skal se resultaterne publiceret, før vi tør vurdere, om det er nok til EFSA," siger Mikkel Jungersen.

Hvis det en dag lykkes for Chr. Hansen at få en sundhedsanprisning for L. Casei 431, vil det kunne være en anseelig vækstmotor i divisionen Health & Nutrition, der på det seneste har stået lidt i stampe. Det vurderer Morten Imsgard, der er senioranalytiker i Sydbank.

"Hvis producenterne i sidste ende kan skilte med, at disse stammer har en sundhedsmæssig effekt, så har yoghurtproducenter en grund til at tage en skyhøj pris i forhold til en standard yoghurt, og det vil kunne være en vækstdriver for Chr. Hansen," siger Morten Imsgard til Ritzau Finans.

Studie: Mælkesyrebakterier kan forkorte din forkølelse

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter