Rema 1000-stifter fedtet ind i opsigtsvækkende sag om skattefusk
Hvor meget betalte Rema 1000’s grundlægger, Odd Reitan, da han i 2004 købte en kæmpe luksusejendom på den spanske sydkyst?
Og hvilken købesum opgav han til skattemyndighederne?
Dette er kernen i en opsigtsvækkende sag om angivelig skattefusk, der truer med at trække tæppet væk under en af Norges mest kendte forretningsmænd.
Ifølge den spanske anklagemyndighed har Odd Reitan bevidst betalt 1,1 mio. euro (8,22 mio. kr.) for lidt i skat efter købet af luksusejendommen i 2004, og derfor er den norske mangemilliardær blevet tiltalt for skatteunddragelse.
Ifølge tiltalen, som det norske Dagbladet har fået indsigt i, opgav Odd Reitan en købesum på 3,5 mio. euro (26,15 mio. kr.) til skattemyndighederne i forbindelse med købet af ejendommen, selvom den reelle købesum var 9 mio. euro (67,24 mio. kr.).
Sælgeren af ejendommen, det belgiske par Maximilien Munga Mibindo og Jeanne Demers Raymonde, opgav samme lave beløb og er også tiltalt i sagen.
"Vi har tiltalt Hr. Reitan (Odd Reitan, red) for to forskellige lovovertrædelser og beder retten idømme ham 11 års fængsel," siger en jurist ved anklagemyndigheden til Dagbladet.
Risikerer fængselsstraf og bøde
Siden Odd Reitan i 2004 købte ejendommen i Sierra Blanca i udkanten af Marbella, har han været mistænkt for at skjule købesummen for at slippe lavere i skat, men først nu er efterforskningen afsluttet.
Yderligere ni personer er tiltalt for omfattende skatteunddragelse, fremgår det af det 49 sider lange tiltaleskrift.
Foruden en fængselsstraf forlanger den spanske anklagemyndighed, at Odd Reitan skal betale en bøde på 1,7 mio. euro (12,7 mio. kr.) samt den manglende skat på ejendommen plus renter.
Odd Reitan, der i 1977 grundlagde discountkæden Rema 1000, afviser alle anklager og fortæller gennem sin presseansvarlige, at tiltalen er anket til en højere retsinstans. Han har handlet i god tro og forladt sig på råd fra den advokat, der bistod ham med ejendomshandlen, lyder det.
Netop Odd Reitans advokat er blandt de tiltalte i sagen. Det drejer sig om spanieren Domingo Cuadra Morales, som ifølge efterforskerne har gjort det til en levevej at hjælpe udlændinge i Marbella med at snyde i skat, og i flere år har været i myndighedernes søgelys.
Den 63-årige Odd Reitan er adm. direktør i Reitangruppen A/S, der foruden Rema 1000 bl.a. driver benzinselskabet Uno-X og conveniencekæden 7-Eleven i Danmark, Norge og Sverige.
Odd Reitan har en personlig formue på 36 mia. kr., ifølge Forbes, og er således en af Norges rigeste personer.
Han får vilde laks til at svømme i flok
Relaterede artikler:
Supermarkedskæde må investere i nye butikker
For abonnenter
Han får vilde laks til at svømme i flok
For abonnenter
NorgesGruppen vokser på top og bund
For abonnenter