Analytiker: Stærk dollar og farver tager fokus i Chr. Hansen

Den stærke dollar kan give en opjustering, når Chr. Hansen præsenterer regnskab for andet kvartal 9. april, vurderer analytiker.
Chr. Hansen med topchef Cees de Jong i spidsen præsenterer regnskab for andet kvartal den 9. april. | Foto: Chr. Hansen
Chr. Hansen med topchef Cees de Jong i spidsen præsenterer regnskab for andet kvartal den 9. april. | Foto: Chr. Hansen
AF RITZAU FINANS

Den stærke dollar kan muligvis give plads til en lille opjustering af vækstforventningerne, når ingredienskoncernen Chr. Hansen præsenterer regnskab for andet kvartal torsdag den 9. april.

Ud over udviklingen i selskabets farvedivision er det ellers begrænset, hvor meget der vil blive skelet til selve regnskabstallene for andet kvartal, der historisk set er det mindste af slagsen.

"Valutasiden er lidt kompliceret i Chr. Hansen, men der er ingen tvivl om, at der måske kan være en lille justering af forventningerne i opadgående retning, og det vil især være dollarstyrkelsen, der spiller ind," vurderer Michael Friis Jørgensen, analytiker i Alm. Brand Markets, over for Ritzau Finans.

For hele året venter Chr. Hansen en organisk omsætningsvækst på 7-9 pct., og her ligger markedets forventninger i den høje ende af intervallet. Konsensus blandt de 9 analytikere, der har indleveret estimater til Ritzau Estimates, lyder på en organisk vækst på 8,4 pct.

I selve regnskabet for andet kvartal vil der formentlig være udsigt til lave marginer. Det er fortsat opstart af det nye anlæg for kulturproduktion i Avedøre, der blandt andet er med til at fortsat presse overskudsgraden ned.

"Det bliver nok et relativt stille og roligt regnskab, hvor der formentlig ikke kommer de store overraskelser. Marginerne bliver nok ikke noget at råbe hurra for, men man skal også huske, at andet kvartal historisk set er et lavt kvartal for Chr. Hansen," siger Michael Friis Jørgensen.

Vækst under pres

Han venter, at væksten kommer en anelse ned i forhold til første kvartal, hvor ingredienskoncernen leverede en organisk vækst på 9,1 pct.

Det gør sig også gældende blandt de analytikere, der har indleveret estimater til Ritzau Estimates. Her lyder konsensus på en organisk vækst på 7,5 pct. i kvartalet og en omsætning på 199,3 mio. euro.

"Der ser ud til at have været lidt bedre yoghurtmarkeder og en fortsat overproduktion af mælk, så underliggende ser det fortsat stærkt ud," siger Michael Friis Jørgensen med henvisning til Chr. Hansens største division, Cultures & Enzymes.

Af de tre divisioner er det særligt farvedivisionen, Natural Colors, der vil tiltrække sig opmærksomhed, da forretningsområdet har været lidt af et problembarn for Chr. Hansen.

"Colors-divisionen er hårdt presset og leverer markant under Chr. Hansens egne forventninger. Så det bliver spændende at se, om der er lidt vending at spore, men det er en langsom proces, hvor selskabet venter på, at markedet skal skifte til naturlige farver, og det sker formentlig ikke på et enkelt kvartal," siger Michael Friis Jørgensen.

Aktietilbagekøb bør komme

Han forventer desuden, at Chr. Hansen starter et aktietilbagekøbsprogram på 90-100 mio. euro, som nogle havde ventet allerede ville være sat i søen efter første kvartal i januar.

"Nu skal vi se et tilbagekøbsprogram. Gældsnøgletallene og et fravær af opkøb indikerer, at det skal komme nu," siger han.

Hvis ikke Chr. Hansen lancerer et program, vil det formentlig presse ingrediensaktien, der har kørt pænt i 2015 med en stigning på omkring 17 pct., i nedadgående retning. Det skyldes ifølge Michael Friis Jørgensen, at aktietilbagekøbsprogrammet er fuldt ud indregnet i den nuværende kurs.

Lunken yoghurt er vejen frem til det kinesiske guld

Chr. Hansen siger farvel til direktør

Chr. Hansen udnævnes til aktiefavorit hos Goldman

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter