Jernmalmsmilliardær vil sælge mælk til Kina

Den australske milliardær Gina Hope Rinehart, som har opbygget sin formue gennem minedrift og særligt udvinding af jernmalm, planlægger at investere godt 2,5 mia. kroner i produktion af modermælkserstatning påtænkt det lukrative kinesiske marked.
Det skriver den kinesiske avis South China Morning Post.
Selskabet Hope Dairies, der er majoritetsejet af Rineharts selskab Hancock Prospecting, vil således gennem investeringen opkøbe 5.000 hektar jord i den australske stat Queensland og vil være klar til produktion af mælkepulver i andet halvår af 2016, siger direktør Dave Garcia til avisen.
Hope Dairies håber på at blive blandt Australiens største mejeriaktører og vil kunne komme op på at producere 30.000 tons modermælkserstatning ved faciliteterne, hvor man også vil producere langtidsholdbar (UHT) mælk, siger Dave Garcia.
Stort set hele produktionen er tiltænkt det kinesiske marked – et marked som adskillige internationale aktører har kastet sig over – men direktøren er ikke bange for den store konkurrence i landet.
Det anslås nemlig, at det kinesiske marked for modermælkserstatning næsten vil blive fordoblet indenfor de næste tre år. Det skyldes ikke mindst, at regeringen har fjernet den tidligere et-barns-politik.
”Der er plads til alle på det her område lige nu,” siger Dave Garcia til den kinesiske avis.
Arla i strategiske alliancer om børneernæring
Kina fjerner forbud mod Fonterra-produkter
Relaterede artikler:
Arla i strategiske alliancer om børneernæring
For abonnenter
Danone køber op i Kina
For abonnenter