Hotdogs populære i Sydkorea

Der bliver solgt 5 mio. hotdogs i Steff Koreas 128 pølserestauranter i Korea, skriver Børsen.
Det er vicedirektør i L&F, Asger Krogsgaard svært tilfreds med.
”Det er rigtig lækkert at komme herud og se, hvordan koreanerne nyder at spise de her danske hotdogs. En bedre reklame for danske fødevarer kan vi næsten ikke få. Og så er en eksport af 5 mio. pølser da heller ikke at kimse ad,” siger han til avisen.
Ophavsmanden til de 128 restauranter er koreaneren Youn ha Rhee som i sin tid læste i Danmark og blev glad for de danske hotdogs.
Mens Sydkorea dog generelt ikke står øverst på danske svineproducenters eksportliste, så ser det anderledes ud hos kyllingproducenterne, som sender samtlige danske kyllingfødder dertil.
På årsbasis eksporterer Danpo mellem 4000-4500 tons kyllingfødder til Sydkorea – en værdi af over 50 mio. kr.