8 ting, du formentlig ikke vidste om dansk detail

Hvem er kongen af discount, og hvor mange danskere går der på en dagligvarebutik? Find svaret her.
Foto: Ernst van Norde/Polfoto/Arkiv
Foto: Ernst van Norde/Polfoto/Arkiv
AF PETER SIMONSEN, FINANS.DK

Den danske dagligvarebranche er en stor størrelse med en årlig omsætning på over 130 mia. kr. og evigt skiftende omstændigheder.

Og i så stor en branche gemmer sig naturligvis en masse interessante fakta. Her får du præsenteret otte af slagsen.

Der er taget udgangspunkt i Retail Institute Scandinavias rapport ”Supermarkedshåndbogen 2014.”

Med begrebet ”discountkæder” menes der Netto, Aldi, Lidl, Fakta, Rema 1000 og Kiwi, mens ”supermarkeder” indbefatter bl.a. Kvickly, SuperBrugsen, Irma og SuperBest (som fremover skal hedde Meny). ”Varehuse” dækker over Bilka og Føtex.

1. Supermarkeder og varehuse fører på omsætningen

Selvom discountkæderne de senere år har vokset sig større og stærkere, er det stadig supermarkederne og varehusene under ét, der omsætter for flest penge. Sidste år omsatte supermarkeder og varehuse i Danmark for 79,5 mia. kr., hvilket er en fremgang på 1,1 pct. i forhold til året før.

Få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt

Opdeler man egentlige supermarkeder og varehuse, finder man, at supermarkederne havde en samlet omsætning på 39,4 mia. kr. og varehusene en omsætning på 40,1 mia. kr.

Discountkæderne for 54,6 mia. kr. – en fremgang på 4,6 pct. Dermed sidder discountkæderne på godt 39 pct. af kolonialsektorens omsætning og 35 pct. af den samlede dagligvareomsætning.

2. SuperBrugsen og Rema 1000 buldrer frem

I 2013 var SuperBrugsen det supermarked, der havde den største fremgang i omsætningen, 7,3 pct., mens Rema 1000 tog førertrøjen hos discountkæderne med en fremgang i omsætningen på 12,3 pct.

I den modsatte ende af spektret faldt Løvbjergs omsætning med 2,8 pct., mens Aldi blev discountkædernes taber med en nedgang i omsætningen på 5,4 pct.

3. Netto er kongen af discount

Netto er den suverænt største aktør blandt discountkæderne herhjemme målt både på omsætning og antallet af butikker.

Netto har 456 butikker og sidder på 40 pct. af den samlede omsætning i discountbranchen, mens Fakta og Rema 1000 sidder på henholdsvis 23 pct. og 17 pct. af omsætningen.

De mindre kæder, Aldi, Lidl og Kiwi Minipris har tilsammen 20 pct.

Inden for supermarkedssegmentet har SuperBrugsen flest butikker – 228 stk. – og det største samlede salgsareal (255.452 kvm.) Coop inkl. Irma sidder på knap 45 pct. af den samlede omsætning, mens Dansk Supermarked har 35 pct. af omsætningen.

Købmænd og købmandskæder under ét har 20 pct. af omsætningen.

4. LokalBrugsen fylder mindst

Hvis du vil have brede gange og masser af plads at boltre dig på, når du handler, skal du ikke tage i LokalBrugsen. Med gennemsnitligt 432 kvm pr. butik er LokalBrugsen den dagligvarekæde, der har de mindste butikker.

Bilka har de største butikker med et gennemsnitligt salgsareal på 10.694 kvm.

I discountsegmentet har tyskejede Lidl de største butikker med et gennemsnitligt salgsareal på 920 kvm, mens Aldi har de mindste butikker – gennemsnitligt 464 kvm.

5. Discountfamilien vokser vildt

Fra 2013-2014 så 51 nye discountbutikker dagens lys, og dermed fortsatte discountkædernes mangeårige butiksraseri. På 10 år er antallet af discountbutikker i Danmark steget med næsten 60 pct. til i alt 1.581 butikker, og alle kæderne planlægger at åbne nye butikker de kommende år.

Fakta var ivrigst af dem alle og udbyggede fra 2013-2014 sit butiksantal fra 426 til 445, mens Aldi gik den modsatte vej og lukkede seks butikker.

6. I hovedstaden kan man discounte

Discountbutikkerne findes i alle kommunestørrelser, men hovedstadsområdet har 350 butikker svarende til 22 pct. af samtlige butikker. Odense, Aalborg, Esbjerg, Vejle og Aarhus har 271 butikker eller 17 pct. af samtlige butikker.

Geografisk er discountbutikkerne spredt over hele landet. Aldi har 39 pct. af sine butikker på Sjælland og 47 pct. i Jylland. Kiwi åbnede i 2009 sine to første butikker øst for Storebælt og har siden åbnet yderligere 17 butikker øst for Storebælt. 34 pct. af Rema 1000’s butikker ligger øst for Storebælt.

7. Rema 1000 får mest ud af hver butik

Inden for discountsektoren har Rema 1000 overhalet Netto og har nu den højeste gennemsnitlige omsætning pr. butik. Netto har dog stadig den højeste omsætning pr. kvm.

I gennemsnit omsætter en Rema 1000-butik for 47 mio. kr. årligt, mens en Netto-butik omsætter for 45 mio. kr.

Pr. kvm omsætter en Rema 1000-butik for 70.000 kr. årligt, mens en Netto-butik omsætter for 82.000 kr.

Sammenligner man med supermarkeder og varehuse, lå den tilsvarende omsætning pr. kvm. for disse butikker på hhv. 55.000 kr. og 62.000 kr. Discountbutikkerne har altså en større omsætning pr. kvm. end supermarkederne og er næsten på niveau med varehusene.

8. 1.956 indbyggere pr. butik

Det er ikke svært for danskerne at finde steder at klare deres dagligvareindkøb. I Danmark er der nemlig 2.880 supermarkeder, discountbutikker og andre store dagligvarebutikker, hvilket svarer til én butik pr. 1.956 indbyggere.

Den samlede omsætning i disse butikker er 139 mia. kr., og butikkerne har et gennemsnitligt salgsareal på 828 kvm.

Skare henter Dagrofa tilbage i folden

Nemlig.com har overhalet rivalerne indenom

Her er detailhandlens bedste frugt- og grøntafdeling

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter