I kølvandet på det russiske importforbud mod en lang række fødevarer fra bl.a. EU og USA har de brasilianske producenter sat sig tungt på det russiske marked for svinekød, og den situation udnytter de til at presse kødpriserne op.
Det skriver Landbrug og Fødevarer i sin ugentlige opdatering Markedsnyt for Svinekød med henvisning til oplysninger fra mediet Agra Europe.
Ved et møde med sine brasilianske kolleger skulle den russiske chefveterinær Sergei Dankvert ifølge mediet have gjort opmærksom på, at priserne på det russiske marked for det importerede brasilianske kød er skudt voldsomt i vejret, siden Rusland indførte importforbuddet.
Sergei Dankvert skulle samtidig have advaret brasilianerne om, at hvis de brasilianske kødpriser ikke sænkes, kan Rusland blive tvunget til at vende blikket mod import af kød fra Indien og Kina.
Direktøren for ”Russia’s National Meat Association”, Sergei Yushin, oplyser ifølge mediet, at de brasilianske priser nu har nået et niveau, hvor der ofte for russiske importører ikke er økonomisk fornuft i at gå ud og underskrive nye kontrakter.
Ifølge L&F har flere russiske medier rapporteret, at prisen for halve svinekroppe i Rusland i september lå 55 pct. højere end for et år siden. Og den lavere forsyning af svinekød har også betydet stærkt stigende priser for fjerkrækød, hvor der rapporteres om prisstigning på 50 pct. i forhold til for et år siden, hedder det i opdateringen.