Seniorrådgiver: Svinebønders forslag for radikalt

Andelsekspert og tidligere direktør i landbruget tror ikke på, at Danish Crowns beslutningstagere er parate til ”at dele ud af arvesølvet.” Aktier kan ende på udenlandske hænder, vurderer han.
Foto: POLFOTO
Foto: POLFOTO
AF HENRIK TÜCHSEN

De store danske svineproducenters forslag om at sætte kødgiganten Danish Crown på aktier, der skal tilfalde leverandører efter størrelse er uhyre radikalt. Et opgør med den andelstanke, der har sikret sektoren succes i over 125 år.

Det er meldingen fra en af landets førende andelsforskere – og kendere - seniorrådgiver Henning Otte Hansen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet. Han har skrevet adskillige bøger om andelssektoren og er bl.a. tidligere direktør i Landbrugsraadet - i dag Landbrug & Fødevarer.

”Grundlæggende er det meget radikalt, at man nu vil dele ud af arvesølvet, der er oparbejdet gennem generationer. Efter otte år er alle aktier fordelt, og aktierne gøres frit omsættelige. Dermed vil man så kunne sælge aktierne til for eksempel kineserne,” siger Henning O. Hansen til FødevareWatch.

Fordeling af aktier efter svineleverance

Jyllands-Posten har i dag beskrevet, hvordan Landsforeningen af Danske Svineproducenter foreslår, at værdien af andelsselskaberne skal fordeles til svineproducenterne i form af aktier på denne måde:

Aktierne skal fordeles blandt de svineproducenter, som leverer slagtesvin de kommende år. Hvert kilo leveret kød skal udløse en aktie med en pålydende værdi på omkring 45 øre. Dvs., at hver leveret gris udløser en aktie på 38 kr. Jo flere grise man leverer, jo flere aktier får man.

Tanken bag er, at man på den måde kan imødegå de faldende slagtninger i Danmark; hvis svineproducenterne kan få del i værdierne i Danish Crown, hvis de leverer flere svin, vil de øge produktionen.

Den tanke kan Henning O. Hansen godt følge:

”Jeg tror helt sikkert, at det vil virke efter hensigten og stimulere produktionen af svin herhjemme,” siger han.

For radikalt

Seniorrådgiveren mener dog, at den tanke, at de værdier, som store og små producenter gennem så mange generationer har opbygget, skal fordeles til de nuværende store producenter, er for radikal til at blive stemt igennem i Danish Crown.

Han peger i den forbindelse også på, at andelstanken, herunder én mand - én stemme, har sikret succesen for andelssektoren - bl.a. i forhold til de private slagterier historisk.

”Man har stået sammen, haft fælles interesser,” pointerer Henning O. Hansen.

Fællesskabet har netop været afgørende for, at de andelsejede slagterier de seneste årtier har udkæmpet de private slagterier i Danmark, herunder den store tidligere ØK- ejede Plumrosekoncern.

Øget prispres

Som andelsselskab arbejder Danish Crown i dag på at sikre den højest mulige betaling til bønderne for deres svinekød. Eksterne ejere i selskabet vil modsat søge at presse den pris, som landmændene får for deres grise, mener han. Og det vil også spille en rolle for de nuværende andelshavere, der i sidste ende vil skulle træffe en beslutning om en ny struktur.

Henning O. Hansen kan godt se fordelen i, at omsættelige aktier vil kunne indgå som en værdi i landmændenes regnskaber og dermed styrke egenkapitalen og landmandens lånemuligheder. Men, pointerer han, spørgsmålet er, om det omvendt vil betyde, at Danish Crown i forhold til kreditværdighed vil stå svagere i pengeinstitutternes øjne.

Slagteritop vil drøfte aktieplanen

Landmænd vil have aktier for slagtesvin

Danish Crown vil øge svineproduktion med ny garanti

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter