Danish Crown vil øge svineproduktion med ny garanti

Den faldende produktion af slagtesvin får nu Danish Crown til at række en hjælpende hånd til de pressede danske svineproducenter.
Det sker med en ny tilskudsordning, der skal sikre arbejdspladser og sende en halv mio. flere slagtesvin igennem Danish Crowns slagterier.
Ordningen indebærer blandt andet, at andelshaverne får en garanti for et dækningsbidrag per svin, hvis de opfører en ny stald, og næstformand i bestyrelsen Asger Krogsgaard håber på, at garantien vil puste nyt liv i industrien.
”Med det her tiltag ønsker vi at sende det signal, at vi tror på en fremtidig slagtesvineproduktion i Danmark. Når vi spænder et sikkerhedsnet ud under vores andelshavere, som investerer i nye stalde og nye arbejdspladser, så giver vi også vores andelshavere en håndfast garanti på en minimumsindtjening, som de kan tage med til møde i deres finansieringsinstitutter. Det kan afgøre udfaldet, om det bliver et ja eller et nej til et nyt staldprojekt,” udtaler han i en pressemeddelelse.
Har lukket 29 anlæg på ti år
Danish Crown har lukket 29 anlæg de sidste ti år, og leverancerne af danske slagtesvin til virksomheden er faldet med cirka en halv million om året siden 2003. Så sent som i sidste måned vedtog bestyrelsen, at lukke sit anlæg i Faaborg og i stedet flytte produktionen til England, hvilket kostede 80 ansatte jobbet. Samtidig er produktionen af slagtesvin faldet de sidste seks år.
Næstformand Asger Krogsgaard håber, at tilskuddet kan være med til at stoppe den negative spiral, men han understreger, at der skal hjælp til udefra.
”Den her dækningsbidragsgaranti gør det ikke som sådan mere profitabelt at være slagtesvineproducent i Danmark. Men det skaber forhåbentligt en åbning for de svineproducenter, der gerne vil udvide, men som mangler finansiel opbakning og sikkerhed. Skal der for alvor skabes vækst og arbejdspladser inden for kødproduktionen i Danmark, så skal politikerne levere nogle bedre rammevilkår, der nærmer sig vores nærmeste konkurrenters i f.eks. Tyskland, Sverige og Polen. Indtil det sker, gør vi i Danish Crown, hvad vi kan for at vende udviklingen,” udtaler Asger Krogsgaard.
Den nye tilskudsordning træder i kraft den 1. oktober, og grænsen er i første omgang sat til produktionen af en halv mio. slagtesvin. Hvis den bliver en succes, er man imidlertid klar til at udvide den.
Danske svinebønder taber mindst to mia. kr. på konflikt
Slagteriarbejdere skyder på vækstplan
Danish Crown flytter produktion til England
Relaterede artikler:
Danske svinebønder taber mindst to mia. kr. på konflikt
For abonnenter
Slagteriarbejdere skyder på vækstplan
For abonnenter