Slagteribosser solgte bevidst kræftinficeret kød

I februar tilbagekaldte de amerikanske landbrugsmyndigheder næsten 9 mio. pund - eller godt 4000 tons - kød fra selskabet Rancho Feeding Corporation, som var blevet solgt i 35 amerikanske stater, samt det særlige amerikanske territorium Guam.
Mellem januar 2013 og januar 2014 havde slagteriselskabet nemlig forarbejdet og distribueret kød fra ca. 100 køer, der var blevet officielt afvist af myndighederne, samt 79 køer, som led af kræft i øjnene. Skandalen fik også Nestlés amerikanske afdeling til at tilbagekalde en række produkter, da de indeholdte kød fra Rancho Feeding Corporation.
Og nu er tre højtstående medarbejdere fra det lukkede selskab, heriblandt den tidligere direktør, blevet tiltalt for bevidst at have solgt det afviste og inficerede kød. Det skriver CNN.
Det drejer sig om den tidligere adm. direktør Jesse J. Amaral Jr. – også kendt som ”Babe Amaral” – samt medarbejderne Felix Sandoval Cabrera og Eugene Corda, der alle er blevet tiltalt for at sælge og distribuere kød, som var uinspiceret, forfalsket eller kød med falsk mærkning.
Risikerer 20 år
Anklagen går på, at direktøren har fået sine to medarbejdere til at omgå inspektionsprocedurer fra landbrugsmyndighederne for visse køer med en kræftsygdom i øjet.
Bl.a. skal de have fjernet officielle mærkninger på de slagtede køer, hvor det fremgik, at dyrene var blevet afvist af myndighedernes inspektører, så de alligevel kunne sælges videre. Samtidig skal medarbejderen have byttet de syge køers hoveder ud med hovederne fra raske dyr, mens inspektørerne var gået til frokostpause, skriver CNN.
Ifølge mediet risikerer de tre tidligere slagterimedarbejdere op til 20 år bag tremmer, samt op til 1,4 mio. kr. i bøder.
Relaterede artikler:
Amerikansk svinekæmpe ser op til dansk dyrevelfærd
For abonnenter