DTU-chef: Fødevarestyrelse ramt af nedskæringer
Besparelser i Fødevarestyrelsen går ud over den brede og forebyggende indsats i fødevaresektoren, vurderer to eksperter over for tv2.dk.
Kommentarerne kommer i kølvandet på den store listeria-skandale, men eksperterne vil dog ikke forbinde nedskæringerne direkte med skandalen.
En af de eksperter, som TV2 har talt med, er Jørgen Schlundt, der er institutdirektør på DTU Fødevareinstituttet:
”Fødevarestyrelsen er – udover specifikke besparelser - blevet beskåret med to procent hvert år i de seneste ti år, og det betyder alt andet lige færre indsatser mod den her slags tilfælde,” siger han.
Fra Københavns Universitet siger professor Anders Dalsgaard, at styrelsen har en defensiv strategi, og at netop det kan hænge sammen med, at der ikke er ressourcer til at være opsøgende.
Danmark stadig i front
DTU Fødevareinstituttet fremhævede dog for nyligt i forbindelse med mediehistorier om det modsatte, at den danske fødevaresikkerhed er relativ høj.
”Når vi ser på hvilke lande, der har brugt videnskabelige metoder til effektivt at bekæmpe fødevarebårne sygdomme, så ligger Danmark i toppen,” slrev Jørgen Schlundt fra DTU Fødevareinstituttet i en nyhedsmeddelelse.
”Mange lande i verden vender blikket mod Danmark for at lære af, hvordan myndigheder, forskere og industri i samarbejde gennem de sidste 20 år markant har forbedret fødevaresikkerheden. Det har fx resulteret i, at danskproducerede æg i dag er salmonellafri,” tilføjede han.
Delte meninger
Også dr.dk har fat i diverse kilder med fokus på fødevarekontrollen. Branchedirektør i DI Fødevarer, Ole Linnet Juul, at sagen hverken er opstået på baggrund af manglende kontrol, dårlige regler eller manglende ressourcer. Problemt har været, at der ikke blev handlet, mener han med henvisning til redegørensen om sagen.
Forbrugerrådet Tænk er dog af en anden holdning. Her mener man, at listeria-udbruddet kan være et udtryk for, at der ikke kan effektiviseres mere hos Fødevarestyrelsen, skriver dr.dk. Direktør Camilla Udsen siger:
"Man har igennem de seneste år været gennem mange nedskæringer og effektiviseringer, og vi er begyndt at tænke, at det godt kan være, at man ikke kan effektivisere mere. Så jeg tror, at det er ved at være tid til at se på, om der er behov for flere ressourcer."
Fødevarechef: Vi ringer stadig rundt og advarer om listeria
Listeria-redegørelse afslører alvorlige fejl
Listeria: Fødevarestyrelsen fratager chef ansvar