Kohberg har nået milliarden

For første gang i brødkoncernens historie har omsætningen i Kohberg Bakery Group rundet én milliard kroner. Dog er der stadig plads til forbedringer, siger bestyrelsesformanden til FødevareWatch.

Bagerikoncernen Kohberg Bakery Group har så godt gang i brødovnene, at man for første gang i virksomhedens historie kan notere sig et 2013-regnskab med en omsætning på over 1 mia. kr.

I forhold til 2012 steg omsætningen sidste år med 48,1 mio. kr. til sammenlagt 1.008,2 mio. kr. og på bundlinjen er resultatet steget fra 2 mio. kr. til 24 mio. kr. i 2013.

I regnskabsmeddelelsen betegnes 2013-regnskabet dog kun som "acceptabelt," og den beskedne vurdering kan ifølge bestyrelsesformand Mads Middelboe, forklares med at overskudsgraden ikke har været tilfredsstillende høj.

"Det er med 3 pct. overskudsgrad kun acceptabelt i forhold til den type virksomhed, som vi med store investeringer er. Også set i forhold til nogle af de øvrige europæiske virksomheder, som vi kan sammenligne os med, er det ikke tilfredsstillende. Vi sigter mod at komme højere op, for 3 pct. på en milliard er ikke nok. Det er penge, men det bør være højere," siger Mads Middelboe til FødevareWatch, og tilføjer, at målet er en overskudsgrad på 8-10 pct.

Nye brød på hylderne

Fremgangen i omsætningen skyldes primært udvikling og salg af nye produktkategorier, samt at det er lykkedes for Kohberg at fastholde markedsandelene i de traditionelle produktkategorier. Men et segment som foodservice spiller også en stadig større rolle i forretningen.

"Det samlede brødmarked er nogenlunde konstant, men kanaldynamikken skifter, og faldende salg fra supermarkedshylderne opvejes af det potentiale, som vi ser følge væksten. Samtidig vil vi øge vores markedsandele indenfor friskbrødsmarkedet, bake-off og i foodservice," siger Mads Middelboe.

På bundlinjen hæfter man sig i regnskabet ved, at resultatfremgangen primært skyldes reduktioner i omkostningerne, samt at antallet af aktiviteter er steget. Driftsresultatet er for 2013 noteret til 39 mio. kr. mod 10 mio. kr. i 2012.

I det forgangne år har Kohberg investeret 52,8 mio. kr. ud af en afsat investeringsramme på 130,1 mio. kr., og virksomheden regner med at være færdig med det store sats i løbet af 2014.

"Investeringerne er relateret til teknologi, både i form af procesteknologi og automatisering, men vi er også i gang med at køre prøveproduktion i stor skala på en stor stenovns-linje. Det er betydelig investering i et nyt segment inden for frisk brød for Kohberg," siger Mads Middelboe.

Store udfordringer i brødposerne

For det indeværende regnskabsår ser Kohberg-koncernen udfordringer i et stadigt faldende marked for frisk indpakket brød, og det faktum, at forbrugerne i stigende grad ønsker at købe frisk uindpakket brød, kan også være med til at øge presset på den store producent.

Derudover hedder det i vurderingen af 2014, at den intensive konkurrence på brødmarkedet samt detailkædernes fokus på at holde indkøbspriserne i bund, "stiller krav til løbende effektiviseringer og optimeringer samt en innovativ tilgang til markedet med henblik på at fastholde en positiv udvikling."

"Der er stadigvæk vækstpotentialer i markedet og effektiviseringspotentialer i brødproduktionen, som er afhængig af store volumener. Det at få øget omsætningen og markedsandelene på hovedvarianterne vil medføre effektiviseringer. Supermarkedssalget falder med ca. 5 pct. om året, men der er vækst i de andre brødområder, og der vil vi med vores strategi forberede os på at tage del i de markeder, hvor væksten er. Brødhuset i Netto er et indsatsområde, ligesom vi også satser på bake-off-løsninger til discountsegmentet. Det er vores strategi, at vi skal være godt positioneret og i stand til at kunne agere samarbejdspartner med vores kunder, alt efter hvilken løsning, de vælger," siger Mads Middelboe, der har været bestyrelsesformand i Kohberg siden 2012.

Brødet har stor betydning i moderkoncern

Kohberg Bakery Group er ejet af holdingselskabet Koff, som også ejer H.C. Andersen Bagergården A/S, isproducenten Isis og snackproducenten Crispy Foods. Kohberg producerer brød ud af faciliteter i Bolderslev og Tåstrup.

Det er Kohberg, der trækker den absolut største del af Koffs forretning, som i 2013 havde en samlet omsætning på 1,296 mia. kr.

Omsætningen i moderkoncernen blev i 2013 løftet med 75 mio. kr. i forhold til 2012. Bundlinjen landede på 31 mio. kr., hvilket er et fald på 15 mio. fra foregående regnskabsår, men det skal ses i lyset af, at resultatet for 2012 inkluderer en betydelig avance ved Koffs salg af virksomheden FF Beton A/S til IBF i Ikast i 2012.

1. januar 2013 gennemførte Koff en fusion af Kohberg Brød A/S, Kohberg Bakery Group A/S og Kohberg Foodservice A/S, og i det seneste regnskab for Kohberg Bakery Group er tallene for 2012 tilrettet den fusion.

Kohberg-ejere vokser i stormvejr

Strejke koster Kohberg millioner

Kohberg slår dejen op til en ny vækst

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter