Slut med at trimme næb på kyllinger

Fra 1. juli skal kyllinger ikke have næbbet trimmet længere, og samtidig skal der laves et servicetjek på fjerkræbranchen.
Alle små danske kyllinger får snart lov at have deres naturlige næb i fred.
1. juli indfører Danske Æg, som pakker 95 procent af alle æg produceret i Danmark, totalt stop for køb af æg fra skrabe- og frilandsproducenter, der næbtrimmer eller indkøber næbtrimmede høns.
Burhøns er ikke blevet næbtrimmet siden en frivillig aftale sidste år, og hos økologiske høns er det helt forbudt.
Piller hinanden for fjer
Ved næbtrimning klippes den yderste spids af kyllingens næb af. Det har i mange år været almindelig praksis for at undgå kannibalisme og for at forhindre hønerne i at pille hinanden for fjer.
"Næbtrimning er et dyrevelfærdsproblem. Det er utrolig positivt, at danske ægproducenter nu stopper med det. Gennem dygtigt avlsarbejde og nye arbejdsgange er dyrevelfærden forbedret, uden at det går ud over deres indtjening. Det er godt landmandskab," siger fødevareminister Dan Jørgensen (S).
Næbtrimning medfører akut smerte og med stor sandsynlighed også kronisk smerte. Ægbranchen har via avlsprogrammer og bedre arbejdsgange nedbragt problemerne med fjerpilning og kannibalisme.
Branchen er nu parat
"Vi ved fra blandt andet England, at man ikke bare kan stoppe næbtrimning uden grundigt forarbejde. Vi har igennem flere år arbejdet målrettet med at blive klogere på, hvorfor hønerne piller hinanden. Nu føler vi os parate til at stoppe næbtrimning," siger sektorchef for Danske Æg, Jørgen Nyberg Larsen.
Fødevareminister Dan Jørgensen sætter samtidig gang i et servicetjek af produktionen af æg- og slagtekyllinger. Det skal sikre dyrevelfærdsregler og skabe bedre rammevilkår for erhvervet.