Fairtrade-mærkets licensindtægter voksede i 2022
2022 viste sig at være et godt år for det danske Fairtrade-mærke, der gik ud af året med en omsætning i vækst.
Det skriver Fairtrade Danmark i en pressemeddelelse, hvor adm. direktør, Camilla Erika Lerberg sætter ord på resultaterne:
”Det var et udfordrende år med mange bevægelser i dagligvarehandlen, og det betød, at vi skulle kæmpe for at sikre og fastholde Fairtrade-mærkede produkter på butikkernes hylder og i forbrugernes indkøbskurv. Derfor er vi stolte af, at vores licensindtægter alligevel vækstede med over to procent i Danmark i 2022.”
Hun lægger samtidig ikke skjul på, at hun selvfølgelig godt kunne have ønsket sig en højere vækst i salget af Fairtrade-produkter, men hæfter sig alligevel ved, at de gode resultater er kommet i en periode med stor usikkerhed og mange udfordringer.
Af regnskabet fremgår det, at Fairtrade Danmark i 2022 præsterede en omsætning på 9,2 mio. kr. mod 9,1 mio. kr. i 2021. På bunden stod minus 700.400 kr. mod 23.825 kr. året forinden.
Licensindtægterne steg fra 8,9 mio. kr. til 9 mio. kr., og udviklingen fordelte sig således på tværs af kategorierne: Kaffe steg med 4,85 pct., kakao faldt med minus 6,3 pct., vanilje steg med 1,95 pct., og roser steg med hele 172,8 pct.